Fælles initiativ for flere faglærte i Haderslev
Flere faglærte i fremtiden – sådan gør vi i Haderslev
Haderslev Kommune og Haderslev Erhvervsråd har med direktør for Arbejdsmarked og Borgerservice i Haderslev Kommune, Birgit Thorup, og direktør for Haderslev Erhvervsråd, Ditte Skjoldemose i spidsen taget initiativ til et nyt samarbejde, der skal styrke kendskabet til de mange jobmuligheder, der åbner sig med en erhvervsuddannelse. En række lokale virksomheder – herunder CERTEX Danmark A/S – er gået med i arbejdet..
Arbejdsgruppe med repræsentanter fra både erhvervsliv og kommune skal udvikle konkrete tiltag, der gør det mere synligt for unge, hvad en erhvervsuddannelse kan bruges til, og hvilke lokale karriereveje den åbner. Målet er at ændre på den mangeårige tendens, hvor gymnasiale uddannelser vælges til fordel for erhvervsuddannelser.
Som en del af initiativet skal samarbejdet mellem kommune, erhvervsråd og virksomheder gøres mere struktureret, så flere kan få glæde af de løsninger, der allerede er afprøvet – og så flere unge får øje på mulighederne som faglærte.
Hos CERTEX Danmark A/S har vi i flere år åbnet dørene for unge gennem praktikforløb og éndagsbesøg, så de får et realistisk indblik i, hvilke jobmuligheder en erhvervsuddannelse kan føre til hos os. De erfaringer bringer vi nu ind i det fælles arbejde.
"Hvis vi vil have dygtige faglærte i morgen, er vi nødt til at vise de unge værdien af en erhvervsuddannelse allerede i dag. Det ansvar skal vi tage sammen – virksomheder, kommune og erhvervsliv" siger Majbrit Petersen, direktør for CERTEX Danmark A/S og medlem af Haderslev Erhvervsråd.