Værktøjsgrossisten Diesella A/S lander rekordstor specialordre
En rekordordre på over 1. million kroner har netop forladt Diesellas lager i Kolding. Ordren består af specialdesignede målekufferter, der skal hjælpe serviceteknikere verden over med at måle og dokumentere kvaliteten af vindmøller. Ordren er rekord i Diesellas historie, men endnu vigtigere er den skræddersyede ordre med til at cementere, at Kolding-virksomheden har etableret sig i markedet som en af de førende leverandører af måletekniske løsninger.
Skræddersyede løsninger og teknisk support i international klasse
”Denne her ordre er et rigtig godt eksempel på, hvad vi kan”, fortæller produktspecialist Peter Kristensen fra Diesella. ”Vi har været med hele vejen – fra problemformulering til færdig løsning. Sammen med vores forhandler og slutkunden har vi skabt en løsning, der både styrker kvaliteten af målingerne og sparer tid og penge i processen.”
Målekufferterne er udstyret med high-end måleure med Bluetooth, dongles og datasoftware. Løsningen skal bruges til at kontrollere og sikre en ensartet opspænding på den enkelte vinge og efterfølgende dokumentere resultatet. Formålet er at reducere monteringsfejl og minimere reklamationer.
Præcision i vinden
Måleurene monteres på vingeflangen og måler under en vingerotation, afstanden til navflangen for at kontrollere, at flangerne trækker sig jævnt sammen under boltspænding. Formålet med målingen er at dokumentere min- og maxtolerancen i opspændingen af boltene mellem flangerne og derved sikre, at flangerne samles plant og inden for en specificeret tolerance.
Under målingen registrerer måleurene både vingens rotation rundt om flangen samt vingens egen rotation. Alle data bliver automatisk aflæst, via måleurenes Bluetooth samt delt og registreret i et dataprogram.
Resultatet er:
- Ensartet opspænding
- Automatisk dokumentation via Bluetooth og direkte registrering i dataprogram
- Præcise afleveringsrapporter og en tolerance til fremtidig kontrol og service.
”Måleurene måler ned til 0,001 mm og har en fejlgrænse på blot 3 μm,” fortæller Peter Kristensen, “sammen med den automatiske datadeling giver det kunden en hidtil uset sikkerhed i deres kvalitetskontrol.”
Diesella A/S
Diesella præsenterer en komplet portefølje inden for svejs, opspænding og måleteknik, hvor den digitale teknologi er i centrum. Den familieejede virksomhed, etableret i 1943 med hovedsæde i Kolding, har selvstændigt kontor i Kina samt samarbejdspartnere og agenturer fra Asien, Europa, Mellemøsten og USA.