Clemco Danmark A/S fremlægger flot resultat og præsenterer ny medejer
Clemco Danmark A/S har opnået et meget tilfredsstillende resulstat med et overskud på 7,2 mio. kroner før skat, og væksten skyldes helt klart højt specialiserede robotter til metallisering af meget store stålkonstruktioner, og med ny medejer er virksomheden klar til at tage konkurrencen op i markedet for robotter til overfladeindustrien.
Robotløsninger er i stærk udvikling
Automatisering fylder mere end nogensinde - også hos Clemco Danmark. Vi mærker det tydeligt på interessen for vores robotanlæg til især sandblæsning og metallisering. Der er stærk stigning i henvendelserne fra konkrete projekter, både i Danmark, USA, og Sydøstasien. Vi oplever i højere grad end tidligere at kunderne efterspørger løsninger, der giver en bedre konkurrenceevne, og at de kan tage ordrer ind på nye og større serier, hvor man kan anvende robotter til det hårde overfladebehandlingsarbejde. Her har vi en god markedsposition, fordi vi har arbejdet med automatisering af overfladebehandling i mange år, og fordi vi har erfaring med løsninger til de aller største og mest komplekse emner i branchen.
Det har taget os mange år at nå her til at vi kan levere robotsystemer til metallisering, der ikke bare er meget pålidelige, men som også bringer vores kunder foran deres konkurrenter, ved at kunne levere meget store serier af forskellige stålkonstruktioner til en god pris og i en kvalitet som langt overgår manuel metallisering.
Lars Fonnesbæk i spidsen for vores automationsprojekter
For at styrke vores fremtidige udvikling indenfor robotmetallisering er vores Senior Automation Manager, Lars Fonnesbæk, blevet medejer af virksomheden. Det betyder meget, både for vores tekniske afdeling og for Clemco Danmark som helhed. Og det afspejler også den centrale rolle, automationsområdet kommer til at spille i vores fremtidige udvikling, hvor vi nu er førende indenfor rækkevidden og på stabiliteten af vores robotsystemer til metallisering.
Lars Fonnesbæk har gennem mange år haft en helt central rolle i udviklingen af vores robotløsninger til metallisering. Han har stået i spidsen for en lang række automationsprojekter, hvor han både har drevet den tekniske udvikling og været med til at sætte retningen for, hvor vi som virksomhed gerne vil hen. At han nu også er blevet medejer, understreger tydeligt, hvor stor betydning hans indsats har haft, og hvor vigtig en rolle han spiller i Clemco Danmarks fremtid.
I vores industrielle afdeling ser vi også et tydeligt løft i aktivitetsniveauet. Flere virksomheder investerer igen i nye løsninger, og der er kommet godt gang i både serviceopgaver og nye installationer af maskiner og udstyr.
Vores specialister arbejder tæt sammen med vores kunder om at optimere processer inden for sandblæsning, metallisering og maling, og efterspørgslen på tilpassede anlæg er stigende. Det vidner om, at markedet bevæger sig i den rigtige retning, set ud fra vores perspektiv.