SDU Center for Large Structure Production på Odense Havn tager for alvor form.
Fra Kystvejen, der fører direkte ned til havneområdet, kan man nu tydeligt se, hvordan LSP-centeret rejser sig og begynder at få det udtryk, som illustrationerne tidligere har vist.
Forleden fik vi mulighed for at komme indenfor i hangaren og få en status på projektet. Det er tydeligt, at byggeriet bevæger sig støt fremad, både udvendigt og indvendigt, mod målet om at stå klar til foråret.
Udvendigt skrider arbejdet med beklædningen godt frem, og bygningen begynder i stigende grad at ligne de visualiseringer, der har været vist af det færdige center. Det er spændende at se, hvordan den endelige form nu træder mere og mere frem.
Indvendigt sker der mindst lige så meget. I den store hangar er montagen af traverskranerne i fuld gang, og i depotet står fire svejserobotter klar til at blive installeret. Det bliver imponerende at følge, når teknologien for alvor rykker ind i huset i de kommende måneder.
Vi følger projektet tæt og ser frem til foråret, hvor centeret efter planen står klar til brug.