23948sdkhjf
Del siden
Annonce

BILA Svendborg er årets fynske fremstillingsgazelle

Direktøren i den sydfynske automatiseringsvirksomhed kalder prisen for et skulderklap til medarbejderne – og positivt for hele det sydfynske erhvervsliv.

Det er Dagbladet Børsen, der siden 1995 har kåret de såkaldte gazellevirksomheder – hurtigt-voksende danske virksomheder, som i løbet af de seneste fire regnskabsår har haft en årlig positiv vækst og som minimum over hele perioden har fordoblet omsætning eller bruttoresultat.

I samarbejde med Industriens Fond har Børsen siden 2016 herudover også uddelt en fremstillingspris til en gazellevirksomhed inden for fremstillingsbranchen, som ”gennem nicheudvikling og innovation har styrket sin produktion og sit marked”.  

Vinderen af fremstillingsprisen blev BILA Svendborg, der altså kan kalde sig årets fremstillingsgazelle på Fyn i 2017. Det blev afsløret ved kåringen af fynske gazeller på Odense Rådhus den 9. november. Og det er en titel, som vækker begejstring hos den sydfynske automatiseringsvirksomhed:

– Det er først og fremmest et skulderklap til alle vores medarbejdere og en stor anerkendelse af hele vores virksomhed og vores produkter. Så det betyder rigtig meget for os at modtage sådan en pris, fortæller Henrik Jørgensen, CEO i BILA Svendborg.

Positivt for branchen og for sydfynsk erhvervsliv

BILA Svendborg, som er datterselskab til den landsdækkende automatiseringsvirksomhed BILA, udvikler og konstruerer på eget værksted automatiseringsløsninger til fynske industrikunder, typisk med brug af robotteknologi. Herudover leverer de service, support og salg af reservedele til industrirobotter af mærkerne Universal Robots (UR), Mobile Industrial Robots (MiR) og Kawasaki.

Og hos den nykårede fremstillingsgazelle er det ikke kun på bundlinjen, den store efterspørgsel på automatiseringsløsninger kan mærkes. Henrik Jørgensen fortæller, at man aktuelt søger flere folk til virksomheden, der pt. beskæftiger 15 medarbejdere.

– Der er en summen af liv i robotbranchen, og BILA Svendborg er jo en del af en hel robotklynge, vi har her på Fyn. Prisen her viser jo meget godt, at det går stærkt i robot- og automatiseringsbranchen, og at vi som virksomhed gør det godt. Så jeg håber bestemt på, at kåringen vil give genklang og tiltrække nogle flere dygtige medarbejdere, lyder det fra direktøren.

Han mener også, at prisen og den medfølgende opmærksomhed er positiv for erhvervslivet på Sydfyn, som han kalder for ”udkants-Fyn” set med erhvervsbriller på.

– Som virksomhed og lokalområde har det stor betydning at blive synliggjort og tiltrække sig potentielle kunder og medarbejderes opmærksomhed. Så det er meget positivt for Svendborg og Sydfyn, at der med gazellepriserne kommer fokus på vores lokale erhvervsliv, siger Henrik Jørgensen med henvisning til, at de øvrige to priser – den digitale gazelle og årets fynske gazelle – også gik til sydfynske virksomheder.

BILA A/S
Industrivej 18
7900 Nykøbing M
Morsø Kommune
Danmark
CVR nummer: DK12047894
P nummer: 1000321731

Send til en kollega

0.063