ODIN giver frihed til forsvars- og beredskabsopgaver
Der er behov for, at flere frivillige kræfter bidrager aktivt til Danmarks sikkerhed og velfærd. ODIN Engineering har derfor tilsluttet sig den nye ordning hos InterForce, som giver medarbejderne frihed med løn til at blive uddannet og bidrage aktivt som frivillige i vores forsvar og beredskabstjenester.
ODIN har længe været medlem i organisationen InterForce, som er Forsvarets organisation for samarbejde med civile virksomheder og organisationer. Nu har ODIN også som nogle af de første virksomheder herhjemme tilsluttet sig den nye medlemsordning hos InterForce, der både giver medarbejdere frihed og løn under deltagelse i forsvars- og beredskabstjeneste.
”Vi vil gerne anerkende de medarbejdere, som er aktive som reservister eller ønsker at blive det,” siger Britta Hvalsø Olsen, EA & HR Manager hos ODIN Engineering om denne beslutning.
Flere har lyst til at bidrage
Den seneste tids droneaktivitet over landets lufthavne har gjort den internationale sikkerhedssituation til et topaktuelt samtaleemne. Behovet for frivillige i forsvars- og beredskabstjenesterne er større end nogensinde, og samtidig motiveres stadig flere til at bidrage og melde sig til frivillige opgaver.
Hos ODIN Engineering ser man en stor værdi i, at medarbejdere gerne vil bidrage aktivt til landets sikkerhed og velfærd. Det handler om at vise samfundssind og også om at øge medarbejdernes motivation, tryghed og kompetence.
Motivation, tryghed og kompetence
Selvom det ikke umiddelbart medfører en økonomisk gevinst for ODIN Engineering, investerer virksomheden gerne i InterForce-samarbejdet. Det giver medarbejderne mulighed for at deltage – med op til fem dages løn fra ODIN – i øvelser, opgaver og konkrete uddannelser inden for forsvars- og beredskabstjenesterne.
”Vi får mere uddannede medarbejdere tilbage. De opnår viden om, hvordan krisesituationer håndteres, og det kan give en større tryghed både for den enkelte og for kollegerne,” siger Britta Hvalsø Olsen og tilføjer:
”Medarbejderne får også kompetencer, som kan vise sig at være en vigtig ressource, vi kan trække på, hvis der skulle opstå en krise. Som vi ser det, bidrager det til medarbejdernes civile arbejde hos os.”
Stor interesse for InterForce
Forsvarsministeriet forventer, at op mod 500 private virksomheder vil følge ODIN Engineerings eksempel og tilmelde sig ordningen inden for det næste år.
Hos ODIN inspirerer man gerne andre virksomheder til at bakke op om ordningen. Desuden håber man, at det udvidede InterForce-medlemskab kan motivere flere medarbejdere til at engagere sig.
”Medarbejdere har tidligere skulle bruge deres ferie og fritid på at tage del i reserven. Det har betydet mere tid væk fra familien. Desuden har de været lønnet af deres eget ønske og vilje til at bidrage til vores samfund med egen betalt tid på hverdage. Som virksomhed bliver vi også nødt til at medvirke til arbejdet med at sikre vores beredskab i Danmark, og det gør vi via denne aftale med InterForce,” siger Britta Hvalsø Olsen.
Fakta om InterForce:
En del af Forsvarskommandoen.
Omfatter Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.
InterForce har to typer medlemskaber for virksomheder:
- Et for virksomheder, der er fleksible og giver sine ansatte fri til frivillige indsatser i forsvar og beredskab.
- Et for virksomheder, der både giver de ansatte fri og betaler deres løn, mens de udfører frivilligt arbejde i forsvar og beredskab.