Potentiale for bedre eksportperformance
Selvfølgelig eksporterer vi. Sådan vil mange metal- og maskinindustrielle virksomheder svare, hvis de bliver spurgt. Spørgsmålet er, om branchens virksomheder er gode nok til at udnytte afsætningsmulighederne uden for landets grænser.
Danske virksomheder har igennem mange år orienteret sig mod udlandet med god grund. Hjemmemarkedet har for mange metal- og maskinindustrielle virksomheder ikke tilstrækkeligt afsætningspotentiale. Det gælder især for virksomheder med specialiserede kompetencer og nicheprodukter. Derfor er det for mange virksomheder afgørende at få udenlandske kunder for sikre tilstrækkelig volumen til at virksomheden kan fokusere på kernekompetencer og -produkter.
Eksporten udgør 60 pct. af omsætningen
Metal- og maskinproducenterne sender mange produkter uden for landets grænser. Sidste år udgjorde eksporten 60 pct. af branchens omsætning. Det er en andel, som ikke har ændret sig i flere år. En femtedel af branchens eksport sidste år gik til Tyskland, hvilket gør Tyskland til branchens absolut største eksportmarked.
Eurolandene har øget eksportfokus
Metal- og maskinproducenterne har måtte sande, at de udenlandske konkurrenter har øget deres eksportfokus gennem årene, og de danske metal- og maskinproducenters eksportperformance overfor eurolandene er gradvist blevet forringet igennem en længere årrække.
Eksportperformance er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen danske virksomheder eksporterer set i forhold til, hvor stor en del af omsætningen andre lande eksporterer. Når danske metal- og maskinproducenters eksportperformance i forhold til eurolandenes eksport er under 100, betyder det, at danske virksomheders omsætning fra eksport (målt ift. det danske 2000-niveau) er lavere end deres udenlandske kollegaer og konkurrenters omsætning fra eksport (målt ift. deres 2000-niveau).
Mere tilbagegang end fremgang i eksportperformance
Tilbage i starten af 90’erne var de danske metal- og maskinproducenters omsætning fra eksport høj i forhold til eurolandene. Men i løbet af 90’erne bliver der mindre og mindre at prale af, når danske metal- og maskinproducenters eksportperformance sammenlignes med eurolandene. Fra år 2000 og frem til år 2008 er der ikke store forskelle på hvordan eksportandelen udvikler sig i de danske metal- og maskinindustrielle virksomheder og i eurolandene.
I 2008 og 2009 oplever branchen i Danmark større vækst i eksporten end de udenlandske konkurrenter, men fra starten af 2010 taber de danske virksomheder igen pusten, når det gælder eksportperformance.
I starten af 2013 var de danske metal- og maskinproducenters eksportperformance rekordlav. I løbet af året forbedrede branchen sin eksportperformance betydeligt. De seneste år har branchens eksportperformance i forhold til eurolandene været præget af stor ustabilitet, og er ikke imponerende sammenlignet med eurolandene.
Transportmiddelindustri, motorer, vindmøller og pumper eksporterer mest
Der er stor forskel på, hvor eksportorienterede de forskellige delbrancher i metal- og maskinindustrien er. De to delbrancher, der er bedst til at få sendt produkter ud over landets grænser er ”Fremstilling af motorer, vindmøller og pumper” og ”Transportmiddelindustri”. Begge delbrancher hentede 72 pct. af omsætningen i 2016 hos udenlandske kunder. Med en eksportandel på 67 pct. i 2016 er ”Fremstilling af andre maskiner” også en internationalt orienteret delbranche.
Andre delbrancher er knap så eksportorienterede. ”Metalvareindustri” er den delbranche, der er mest orienteret mod det danske marked med en eksportandel på kun 31 pct. i 2016. Årsagen hertil skal bl.a. findes i, at mange virksomheder i metalvareindustrien traditionelt fungerer som underleverandører til virksomheder i andre brancher i industrien, bl.a. til maskinindustrien, som har høje eksportrater.