Fremtidens løft kræver grønnere løsninger
Odense Havn går gerne forrest, her arbejder vi nemlig målrettet mod at sænke vores CO₂-aftryk og bidrage aktivt til den grønne omstilling, og vi er allerede godt i gang. Vores to nyeste mobilkraner, Kran 17 (LHM 800) og Kran 18 (LHM 600), er eksempler på vores investering i fremtidens havnedrift.
Begge kraner er nu klar til at udføre flere operationer på strøm, frem for HVO-biodiesel. Drift på el er allerede testet, og den har fungeret uden problemer. Vi forventer, at en stor andel af kommende operationer vil blive udført på el.
Infrastruktur i udvikling: Flere eludtag er på vej på kajområde.
For at muliggøre elektrisk drift kræver det eludtag på kajområderne. Vi har allerede etableret flere tilslutningspunkter, men vi går nu videre: Hen over efteråret etablerer vi to nye kranstik og udskifter et eksisterende stik, så flere kajområder får mulighed for elektrificeret drift. Det er et større arbejde, da det indebærer nedgravning af nye forsyningskabler, men det er en investering i både miljø og fremtidig kapacitet.
Vi tager EU’s klimamål seriøst og arbejder målrettet mod at blive CO₂-neutrale i scope 1 og 2 inden 2030. Allerede i 2024 har vi reduceret vores samlede CO₂-udledning med 15 % sammenlignet med 2023 , og vores nyeste kraner spiller en central rolle i den udvikling.
For det første overgangen til HVO-biodiesel. De to mobilkraner kører i stigende grad på HVO-diesel, et biobrændstof baseret på affalds- og restmaterialer såsom brugt madolie, animalsk fedt og forskellige planteolier. Med en markant CO₂-reduktion sammenlignet med traditionel diesel er HVO-biodiesel et mere miljøvenligt valg, og et vigtigt skridt på vejen, mens vi skalerer elektrisk drift.
For det andet ser vi en klar udvikling, hvor flere og flere operationer udføres på el. En stigende andel af kranernes løfteopgaver udføres nu på strøm frem for diesel, en vigtig milepæl i elektrificeringen af vores havnedrift.
Vi ser frem til at gøre CO₂-regnskabet op for 2025, og følge effekten af vores grønne investeringer, når endnu flere operationer kan udføres på el.
Hos Odense Havn tror vi på, at grøn drift og stærk infrastruktur går hånd i hånd. Vi er stolte af at være med til at skubbe havnedriften i en mere bæredygtig retning…ét løft ad gangen.
https://odensehavn.dk/odense-havn-logistik-og-loeft/kraner/