Nordtech-Vetec træder ind på markedet for affaldshåndtering og genanvendelse
Pressemeddelelse Nordtech-Vetec udvider sit forretningsområde ved at investere i Wamatech A/S, en førende leverandør af innovative løsninger til affaldshåndtering i Europa. Som led i denne strategiske satsning har Nordtech-Vetec købt 80% af aktierne i Wamatech A/S. Opkøbet skaber nye vækstmuligheder for begge virksomheder, der er hjemmehørende i Odense.
Wamatech A/S har gennem årene opbygget en stærk position inden for maskiner til affaldshåndtering og ressourcegenanvendelse. Med Nordtech-Vetec som ny hovedaktionær får virksomheden adgang til yderligere ressourcer, netværk og teknologisk ekspertise, hvilket vil understøtte den fortsatte udvikling og ekspansion.
Ambitiøs vækststrategi inden for genanvendelsesmarkedet i Europa
"Vi ser et stort potentiale i Wamatech og ser frem til at samarbejde om at videreudvikle forretningen. De har ikke alene nogle meget stærke agenturer men også de sidste par år leveret komplette anlæg til avanceret affaldssortering. Deres ekspertise og produkter passer perfekt ind i vores strategi om at styrke vores aktiviteter inden for bæredygtige løsninger," udtaler Lars Petersen, bestyrelsesformand i Nordtech-Vetec.
Wamatechs nuværende ejer og direktør, Poul Steffensen, fortsætter i virksomheden, og de eksisterende kunder og samarbejdspartnere kan fortsat forvente samme høje niveau af service og kvalitet. Poul Steffensen vil desuden forblive aktionær i Wamatech med en ejerandel på 20%.
"Med Nordtech-Vetec som majoritetsejer får vi en stærk partner, der kan bidrage med værdifulde ressourcer og erfaring. Det giver os mulighed for at accelerere vores vækst, bl.a. med fokus på at styrke vores eksportsalg og markedsføring. På sigt skal der også en ny direktør ombord, så jeg kan koncentrere mig om produktudvikling." siger Poul Steffensen, der fortsætter som administrerende direktør i Wamatech A/S mindst året ud.
Om Wamatech
Wamatech A/S blev grundlagt i 1997 og har i over 25 år leveret løsninger til affaldshåndtering og genanvendelse. Virksomheden specialiserer sig i turn-key anlæg, enkeltstående maskiner samt reservedele og service. I 2024 leverede selskabet et overskud på 7,4 mDKK.
Om Nordtech-Vetec
Nordtech-Vetec blev stiftet i 1994 af Henrik Nielsen og er i dag specialiseret i udvikling, produktion, distribution og service af bl.a. vejeceller, fjernbetjeningssystemer og transmissioner. Selskabet ejes af ledelsen, stifteren Henrik Nielsen samt Generationsskifte Invest, der er en del af Dansk Generationsskifte og fungerer som hovedaktionær.
Kontakt:
Nordtech-Vetec
Lars Petersen (Bestyrelsesformand)
Tlf.: 40 16 64 04
E-mail: lp@nordtech.dk
Wamatech
Poul Steffensen
Tlf.: 20 20 04 35
E-mail: ps@wamatech.dk