OTV Plast A/S styrker konkurrenceevnen igennem automation.
Automation har længe været en del af dagsordenen ved OTV Plast, og denne uge er ingen undtagelse.
Udviklingen i robotteknologien de seneste par år har resulteret i, at industrirobotterne er blevet billigere at erhverve og vedligeholde samt mere effektive i produktionen. Dette bevirker, at tilbagebetalingstiden på en industrirobot er blevet kraftigt reduceret og dermed mere attraktiv for virksomheder som OTV Plast. OTV Plast bestræber sig på at følge med den teknologiske udvikling i samfundet for at sikre virksomhedens konkurrenceevne også i fremtiden.
OTV Plast har i denne uge modtaget endnu en industrirobot, som er blevet implementeret i produktionen. Den nye industrirobot er med en løftekraft på 10 kg dobbelt så stærk som OTV Plast´s eksisterende robotter, der har en løftekraft på 5 kg.
De første par dage gik med installation samt kalibrering af robotenheden, og efterfølgende afholdtes der kurser, hvor de ansatte blev oplært i håndtering og udnyttelsen af den nye robotenhed.
Den nye robot, som blev leveret og installeret af Automation Modules, har til opgave at fodre OTV Plast´s højteknologiske CNC-maskiner med råemner og derefter fjerne de færdigt bearbejdede emner. Den nye industrirobot udfører således det manuelle og ensartede arbejde ved CNC-maskinen, som før krævede en fuldtidsansat.
Den nye industrirobot er meget let og fylder ikke mere end en standard europalle, og kan derfor uden besvær flyttes og tilpasses andre maskiner og applikationer i produktionen. Ydermere er robotten nem at programmere og yderst intelligent, som gør, at robotten samarbejder med CNC-maskinerne. Dette bevirker, at OTV Plast kan udnytte automationen fuldt ud på trods af kundernes varierede efterspørgsel af specialfremstillede plastkomponenter, og samtidig sikre en høj kvalitet uanset seriestørrelsen.
Direktør Henrik Jylov udtaler, at automation af produktionen fortsat vil være et vigtigt punkt på dagsordenen -også i fremtiden- og der er således allerede planer på bordet om fremtidige investeringer relateret til automationen af OTV Plast´s produktion. Denne tilgang til automation sikrer at OTV Plast, også i fremtiden kan profilere sig som en stærk partner i plast.