Ny model af velkendt slagprøveapparat
Test efter ASTM eller ISO
Strenometer ApS er glade for at kunne præsentere det nye slagprøveapparat model 304 fra tyske Erichsen GmbH, som erstatter den tidligere version af det velkendte apparat af samme navn.
Slagprøveapparat model 304 tester belægningers modstandsdygtighed, deformerbarhed, fleksibilitet og klæbeevne ved simulerede slagbelastninger under normerede betingelser.
Testen foregår ved at man lader et vægtlod falde frit gennem et rør fra en fastlagt eller variabel højde så det slår lodret ned på prøveemnet. Vægtloddets udformning afhænger af den norm der testes efter. Efter slaget undersøges det deformerede område på prøveoverfladen for ridsedannelser og afskalning.
Slagprøven (impact test) kan sammenlignes med en dynamisk Erichsen-prøve, og betegnes da også af og til som slagdybde.
Der findes følgende standardmodeller af slagprøveapparat 304:
• Slagprøveapparat model 304-ASTM (til test iht. ASTM D 2794).
• Slagprøveapparat model 304 ISO-1 (til test iht. ISO 6272-1 – direkte slagprøve).
• Slagprøveapparat model 304 ISO-2 (til test iht. ISO 6272-2 – indirekte slagprøve).
Hver model kan, hvis man ønsker det, udstyres med et eftermonteringskit der gør det muligt også at teste efter én af de andre normer.