Hos R&D kommer en stærk faglig værktøjskasse til sin ret
Civilingeniør og Ph. d Rico Hjerm Hansen er havnet på den rette hylde hos R&D. Han bruger ofte sin spidskompetence i krydsfelt mellem hydraulik, software og mekanik, hvilket kræver solid fortrolighed med den store faglige værktøjskasse.
R&D oplever en massiv vækst og en stærkt stigende efterspørgsel efter virksomhedens spidskompetencer inden for mekanik og softwareløsninger. Bag virksomhedens succes står gruppen af godt 60 kompetente og højt specialiserede ingeniører. R&D er kontinuerligt på jagt efter flere kompetente medarbejdere og bakker bl.a. derfor aktivt op om Engineer the future.
Sætter aftryk
”Det rigtigt udfordrende og spændende ved at være ansat hos R&D er, at vi oftest er med hele vejen i samarbejdet med kunderne fra konceptudvikling over udførelse og test til implementering af komplicerede løsninger til eksempelvis test af heavy duty løsninger,” siger Rico Hjerm Hansen. ”Det giver os rigtig gode muligheder for at assistere kunden i videreudvikling af deres idéer og specielt i konceptfasen, kan vi med vores baggrund og erfaringer sætte et solidt præg. Netop det er med til at give dagligdagen et ekstraordinært spændende indhold.”
Spidskompetence på hydraulik
Rico sidder i det daglige på Aalborg Universitet, men samarbejder både med kollegerne i Århus, Aalborg og på Lindø. ”Vi har en tiltalende flad stuktur i organisationen, og der er en naturlig del af kulturen, at vi gerne spørger hinanden om råd, og man kan gå direkte til den kollega, som har en specifik viden,” siger Rico. ”Min spidskompetence ligger indenfor hydraulik, og jeg sidder netop nu og arbejder med et system til test af flymotorer.”
Den store faglige værktøjskasse
Medarbejderne hos R&D har stor fortrolighed med den store faglige værktøjskasse, som er en forudsætning for at kunne løse de udfordrende opgaver i samarbejde med kunderne. For Rico kommer den store værktøjskasse primært i spil under designfase og i simulering af den optimale løsning for et system eller en maskine.
”For mig indeholder den store værktøjskasse bl.a. simuleringsmodeller, hvor både det mekaniske, det hydrauliske og softwaredelen inkluderes. Her fremstiller vi driftsdata ved simulering af både almindelig drift og eksterme tilfælde. Ved at optimere og arbejde med modellen finder vi f.eks. et bedre layout til systemet, laster på det mekaniske system udlæses, krav til hydraulik identificeres og styringsalgoritmer designes,” fortæller Rico engageret.
Tid til det sociale
Det sociale samvær har også høj prioritet hos R&D, og man har med jævne mellemrum arrangementer for alle medarbejdere. ”Det er en rigtig god ide, da man aldrig når at hilse på alle kolleger i løbet af en uge,” siger Rico. ”Det er herligt at mødes under mere uformelle forhold og hygge sig sammen og få snakket med flere. Senest har der været afholdt et Segway-arrangement med efterfølgende grill-mad.”
Attraktivt fagligt miljø
Hverdagen hos R&D er således i høj grad præget af teknisk krævende opgaver, som den enkelte medarbejder løser i tæt samarbejde med kollegerne. Hos R&D samarbejder alle – både nyuddannede, studerende og seniorer – hvilket er en stærk kombination og værdifuldt for den fortsatte udvikling både af kunder, medarbejdere og virksomhed. ”Vi har den rette blanding af en vinderkultur og omsorg for den enkelte hos R&D,” siger Rico. ”Det i kombination med de spændende og udfordrende opgaver, gør R&D til den helt rigtige arbejdsplads for mig.”