Migatronic A/S ser frem til Elmia
Den 6.-9. maj 2014 løber Elmia Svets af stablen, og igen denne gang er Migatronic A/S at finde på messen i Sverige.
Migatronic A/S fortsætter sit fokus på effektivitet og konkurrencedygtighed i 2014, og derfor bliver dette også nøgleordene bag udstillingen på Elmia Svets. Udstillingen bliver todelt for at fremhæve begge Migatronics forretningsområder, som er manuel og automatiseret svejsning.
Især indenfor manuel svejsning er der for tiden vægt på EN1090, som træder i kraft den 1. juli 2014, hvor alle virksomheder, der producerer stålkonstruktioner, og som er omfattet af Byggevaredirektiv 89/106/EØF, skal opfylde lovkravene for CE-mærkning. Migatronic har i denne forbindelse fået udarbejdet et sæt standard svejseprocedurer, som frit kan downloades fra Migatronics hjemmeside, hvis man har en Migatronic svejsemaskine. På messen vil det være muligt at få rådgivning indenfor det svejsetekniske område på EN1090.
Indenfor den automatiserede svejsning vil det være muligt at se punktsvejsning i aktion. Man vil kunne opleve Migatronics spændende feature, TIG-A-Tack, som udfører lynhurtige og ekstremt små og præcise hæftninger i det lille TIG-A-Tack-anlæg, som Migatronic Automation udstiller. På standen vil sælgerne stå klar til at tage en uforpligtigende snak omkring mulighederne for øget konkurrencekraft gennem svejseautomatisering, som er skræddersyet til den enkelte produktion og virksomhed. Og netop skræddersyede svejseautomatiseringsløsninger er Migatronic Automations helt store force. Virksomheden har udviklet et koncept, som kaldes SIP, Sikker Investerings Proces, hvor kunden er i fokus, og hvor Migatronic Automation tilbyder optimal rådgivning og projektering indenfor lysbue-, modstand- og lasersvejsning.