23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Fuldautomatisk lasersvejse produktion

EGATEC har leveret et fuldautomatisk fiberlasersvejseanlæg til Micro Matics produktion af anstikkere til fadølsanlæg. Det leverede lasersvejseanlæg har en meget høj kapacitet, samtidig med at det producerer emner i bedste kvalitet.

Anlægget hos Micro Matic er det første af sin art i Danmark, hvor fiberlasersvejseren er indbygget i et fuldautomatisk produktionsanlæg. Anlægget erstatter de tidligere anvendte semiautomatiske TIG-svejseanlæg. Udover betydelig medarbejderbesparelse er der desuden udsigt til en væsentlig ressourcebesparelse, idet samtlige producerede emner automatisk tjekkes og sorteres, således at kun godkendte emner videresendes til yderligere forarbejdning.

Et færdigmonteret anstikkerrør består af et rør, en ventiltop samt en låseplade. Rørene indgår i de centrale dele af et fadølsanlæg og skal passe perfekt sammen med andre komponenter, hvilket stiller store krav til præcisionen i fremstillingsprocessen. Micro Matic havde i forvejen præciseret en række mål, som det færdige emne skulle opfylde. Tolerancerne måles i hundrededele millimeter, og anlægget skal kontrollere, at hvert eneste rør overholder målene. Rørlængden varierer mellem 120 og 800 mm, ligesom positionen af låsepladen kan variere. Rørene afleveres i paller på 600x800x800 mm.

Løsningen er blevet et fuldautomatisk anlæg, hvor anstikkerrør fødes ved hjælp af et specialudviklet kassettevognsystem, og låseplader og ventiltoppe dispenseres via cirkulærfødere. Montage af de enkelte dele på anstikkerrøret foregår automatisk in-line, inden rørene føres ind i det forseglede laserkabinet, hvor selve svejsningen foregår med 3 styk fiberlaserhoveder. Først svejses ventiltoppen fast, hvorefter låsepladen svejses på begge sider, samtidig. De tre svejsninger udføres således på mindre end to sekunder. Efterfølgende foretages laseropmåling af de færdigsvejste rør, inden en KUKA KR-16 robot føder rørene i en læktest station, hvor alle emner bliver trykprøvet, og derfra videre til palletering i pallerammer.

Som følge af de mange forskellige rørlængder er der flere forskellige palleteringsmønstre, som indgår i recepten. Ikke-godkendte rør palleteres på en palle for sig. Omstilling af anlægget sker let og hurtigt, ligesom udskiftning af de fyldte paller gøres hurtigt og effektivt. Maskinen forsynes løbende med rør, ventiltoppe og låseplader uden produktionsstop.

Anlægget er leveret i tæt samarbejde med Dansk Styringsteknik, der har leveret den samlede PC- og PLC-styring samt robotprogrammering og programmering af brugerflade. Parterne har haft stor fokus på brugervenlighed, og brugerfladen er udformet i samarbejde med operatørerne. Den let overskuelige brugerflade gør det nemt for operatørerne at betjene anlægget. Samtidig er det muligt at overvåge alle delprocesser i det avancerede anlæg og lave udtræk af detaljeret data på de enkelte processer, således at man løbende kan trimme og optimere på anlægget.

Selve fiberlaserkilden er et Ytterbium Laser System fra IPG i Tyskland. Systemet leverer 1,5 kW, og lysstrålen løber beskyttet i de optiske fibre helt ud til bearbejdningen, hvilket gør systemet meget robust, og der er fuld kontrol over laserstrålen.

Fordelen ved fiberlasersvejsning er, at det er muligt at svejse emner med stor præcision og høj hastighed. Fiberlaseren har desuden en god driftsøkonomi, da den har et relativt lavt energiforbrug, ligesom den er let at indstille og omstille i forhold til de enkelte svejseemner. Endelig er de løbende vedligeholdelsesomkostninger også begrænsede.


EGATEC A/S

Hvidkærvej 3
5250 Odense SV
Danmark

For mere info, kontakt André Hansen på telefon 61 61 10 63

Egatec A/S
Hvidkærvej 3
5250 Odense SV
Odense Kommune
Danmark
CVR nummer: DK27348440

Send til en kollega

0.047