Polyurea
Polyurea har længe været anvendt i USA, men det store gennembrud venter stadig på sig i Danmark
Clemco Danmark har igennem de sidste 2 år kørt en række forsøg med forskellige kunder omkring anvendelsen af polyurea til overfladebehandling af gulve og stålkonstruktioner i særligt udsatte miljøer.
Polyurea er et 2-komponent materiale der kan sprøjtes på stål, beton, plastik og træ. Materialet minder om en gummihud og kan påføres i lagtykkelser fra ca. 0,5 til 3 mm. Polyurea har en stærk vedhæftning på stål og beton med en enorm høj trækstyrke, hvis ellers det grundlæggende forberedende arbejde med eksempelvis sandblæsning er foretaget.
Polyurea anvendes til overfladebehandling hvor der er behov for et materiale med en stor slidstyrke og en høj grad af beskyttelse. Polyurea er meget resistent overfor forskellige kemikalier også ved høje temperaturer og derfor anvendes materialet tit til tankanlæg. Det er muligt at skræddersy en polyurea type til nøjagtig den opgave som materialet skal løse. Er det eksempelvis træ man ønsker at beskytte mod vejrlig kan der laves en polyurea, der giver en god vedhæftning på træ med en god finish og en acceptabel UV bestandighed. På beton er det nogle gange nødvendigt at forbehandle med en primer for at sikre en perfekt vedhæftning og undgåelse af pin-hole effekt.
Polyurea kan fremstilles med hærdetider ned til 5-6 sekunder, så det er muligt at gå på den nybehandlede overflade umiddelbart efter påsprøjtning. Dette giver nogle klare fordele på opgaver hvor der behandles meget store overflader. I USA har man længe anvendt polyurea til en lang række opgaver indenfor overfladebehandling af tankanlæg og i byggeindustrien til beton og stålkonstruktioner.
Clemco Danmark sælger Wiwa airless maleanlæg der er specielt udviklet til sprøjtning med polyurea. Ønsker du mere viden om mulighederne med polyurea og en demonstration af vores polyurea sprøjteanlæg, så er du meget velkommen til at kontakte Frederik Nielsen på 4042 5002 eller e-mail: frederik.nielsen@clemco.dk. Vi har altid et Wiwa polyurea anlæg klar til demonstration og prøvesprøjtning.