Jan Bach Maskinfabrik udnytter krisetiden positivt
Hos Jan Bach Maskinfabrik i Skælskør bliver vi ikke skræmt af krisesnak – men gør derimod alt hvad vi kan for at skabe en positiv og motiverende stemning blandt medarbejderne. Samtidig prøver vi at finde nye kunder indenfor helt nye brancheområder.
Hos Jan Bach Maskinfabrik kunne vi som så mange andre steder mærke en nedgang i ordretilgangen kort efter nytår, men dette fik ikke lov at slå os ud af kurs. I stedet satte vi hovederne sammen og prøvede at tænke nyt og kreativt, for at klarlægge hvilke muligheder vi havde. Vi blev enige om, at der er masser af muligheder, hvis man bare tør og vil.
Der er 2 områder hvor vi primært har brugt vores energi. Først og fremmest tænker vi på vores personale, fordi vi har erfaret at noget af det vigtigste for en effektiv produktion, er tilfredse og motiverede medarbejdere. Vores medarbejdere har som så mange andre været påvirket af mediernes omtale af finanskrisen og massefyringer rundt om i landet. Af samme årsag har vi i ledelsen valgt at vise optimisme og vise at vi tror på at udviklingen vil vende igen.
Helt konkret for at motivere vores dygtige og loyale medarbejdere har vi lige fået opdateret vores personalehåndbog med helt nyt design og per 1. Marts har vi implementeret et helt nyt differentieret lønsystem, hvor vi har mulighed for at belønne den enkelte medarbejder for dennes individuelle kompetencer. Vi har desuden sendt nogle af vores medarbejdere på kursus for at dygtiggøre dem.
I salgsafdelingen arbejder vi koncentreret og struktureret med kunder og har i denne forbindelse indført faste møder, hvor vi drøfter og vurderer vores muligheder på markedet og bestemmer hvor vi skal sætte ekstra ind. Vi skaber dagligt nye kontakter. Vi har erfaret at det slet ikke er umuligt at få nye kunder i disse tider, men der skal ydes en ekstra indsats.
Udover at vi arbejder hårdt på at skaffe nye kunder, bruger vi meget energi på at pleje relationerne til alle vore loyale eksisterende kunder, da det er vigtigt for os at vise dem, hvor vigtige de er for virksomhedens eksistensgrundlag.
Det har alle dage været meget vigtigt for Jan Bach Maskinfabrik altid at være fuldstændig på forkant med den teknologiske udvikling og derfor har vi i disse urolige krisetider investeret i et 5-akset FMS-anlæg. Maskinen forøger vor kapacitet væsentligt indenfor fræsning og giver os optimale muligheder for 5-akset bearbejdning og masseproduktion. Vi har 2 faste operatører tilknyttet anlægget og disse er blevet grundigt undervist i brugen af maskinen, så de er 100 % rustet til produktion på anlægget.
Hos Jan Bach Maskinfabrik kan vi konkludere at det virkelig betaler sig, at bruge ressourcerne de rigtige steder og ikke bare læne sig tilbage med krydsede arme og regne med at det kommer af sig selv. Vi kan mærke at større fokus på medarbejdertrivsel samt at yde en ekstraordinær salgsindsats alt sammen virker og vi kan mærke klar stigning i ordretilgangen. Vi overvejer endda om vi skal til at ansætte et par nye folk i produktionen.
Hos Jan Bach Maskinfabrik tror vi på fremtiden.