23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Nu kan vi fokusere på at få det til at ske!

Hvordan bliver vi bedre til at gøre erhvervsliv og samfund mere grønt og cirkulært? Det var temaet på GTS-konferencen ”Cirkulær økonomi skal op i gear!”.

GTS afholdt i forbindelse med eventet ”LOOP – waste to resourse” en konference med deltagelse af bl.a. uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

I Jesper Petersens tale fremhævede han, at han er meget imponeret over den store indsats, der gøres for at fremme den grønne omstilling. Det gælder bl.a. GTS-institutternes arbejde med at gøre forskning anvendelig for virksomheder – og omsætte viden til konkrete nye løsninger.

”Og opgaven for os politikere er selvfølgelig at understøtte: At den iver, den virkelyst, det engagement – og ikke mindst den dygtighed vi ser hos danske forskere – at det hele har optimale vilkår for at blive omsat til noget, der kan købes, sælges, bruges og eksporteres”, var budskabet fra ministeren.

Partnerskaber er essentielt

Cirkulær økonomi skal findes i partnerskaber på tværs af værdikæden. Og her er det vigtigt kun at tage de partnere med, der brænder for at bidrage – ikke dem, der blot vil være med på papiret, det var budskabet fra en af dagens andre hovedtalere, Jacqueline Cramer, tidligere miljøminister i Holland og ekspert i emnet.

En anden vigtig ting ifølge Cramer er tålmodighed. Cirkulær økonomi foregår nemlig i cirkler – og derfor er man sjældent i mål første gang. Derfor må man ikke se processen som A til Z, og som en proces, man kan kontrollere. ”Prøv dig frem og gør dig nogle gode erfaringer – men det er vigtigt, du ved, hvor du vil hen, og at du bliver ved med at kæmpe”, slog hun fast.

Du kan læse en artikel, der samler nogle af hendes pointer her

Konkrete eksempler

På konferencen blev der delt viden om konkrete samarbejder om cirkulær økonomi.

Novo Nordisk og Teknologisk Institut fortalte om MUDP-projektet Circular Industrial Plast (CIP). CIP er et konsortium af virksomheder og vidensinstitutioner, der vil arbejde for at fjerne de barrierer, der er for at genanvende plastik fra industrien. Det skal ske ved at inddrage hele værdikæden og opbygge de processer, der er nødvendige for at komme i mål. ”Og for at få det til at ske, er det afgørende, at virksomheder deler viden også selv om de er konkurrenter”, sagde Niels Otterstøm Jensen, Associate Director Environmental Strategy, Novo Nordisk A/S.

Komproment samarbejder med DBI om at udvikle en løsning med upcyclet facadetegl, som indeholder knust affaldstegl og bioaske, som lever op til brandkrav. ”Bæredygtighed er et helt centralt element for os i Komproment, selv om vi er en lille virksomhed”, fortalte Niels Heidtmann, stifter og medejer af virksomheden. Og her er eksterne videnpartnere som DTU og DBI centrale medspillere.

Nordisk Staal vil gerne bruge det metalpulver, der er et restprodukt fra deres produktion, til 3D-print, og derfor samarbejder de med FORCE Technologys eksperter inden for 3D-print i metal. ”Vi har et ønske om at kunne samle stålaffald ind fra vores kunder og smelte det om, så de kan få det tilbage som pulver, en stålknippel eller begge dele,” fortalte Jan Sørensen, CEO i Nordisk Staal.

Efterspørgslen skal drive udviklingen

Konferencen sluttede af med en paneldebat, og her kom GTS-bestyrelsens næstformand – og adm. dir. i FORCE Technology – med nogle hovedpointer ift. cirkulær økonomi:

  • Vi bliver ikke en førende nation inden for cirkulær økonomi, hvis vi ikke også er en førende testnation. Vi er jo nødt til at kunne teste, at de cirkulære produkter fortsat dur og er sikre.
  • Efterspørgslen skal drive udviklingen fremad – derfor er den offentlige sektors indkøb afgørende.
  • Vi skal huske at tænke digitalisering og cirkulær økonomi sammen. Digitalisering kan være en stærk enabler for den cirkulære økonomi
  • Djævelen ligger i detaljen. Vi er nødt til at tænke os bedre om og fx ikke 3D-printe plastikdimser i vildskab, men måske i stedet reservedele i metal, så vi kan reparere produkter og maskiner i stedet for at smide dem ud.
GTS-foreningen
Gregersensvej 3
2630 Taastrup
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK84807915
P nummer: 1002704477

Kontaktperson

AT
Alexander Tonnesen
Kommunikation
ato@gts-net.dk

Send til en kollega

0.079