23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Danske Fragtmænd og dao indgår i et strategisk samarbejde

Danmarks førende stykgodstransportør Danske Fragtmænd og pakkedistributøren dao har indledt et samarbejde. Formålet er at styrke selskabernes konkurrenceevne på et stærkt konkurrencepræget transportmarked.

Efter mange måneders forberedelser har Danske Fragtmænd og dao indgået en aftale, hvor selskaberne fremadrettet skal løse en række transportopgaver i fællesskab. Danske Fragtmænd har i dag en stor andel af stykgodsmarkedet i Danmark og har kontakt med store dele af det danske erhvervsliv på daglig basis. Men transportkoncernen har dog indtil nu, i et meget begrænset omfang, beskæftiget sig med BtC-markedet og den stigende internethandel.

– Internethandlen er i vækst og har været det længe. Men det er ikke et marked, som Danske Fragtmænd tidligere har haft fokus på, fordi vores forretning primært er bygget til at håndtere forsendelser til erhvervslivet. Vi oplever dog i stigende grad, at vores kunder efterspørger one-stop-shopping. De ønsker en transportør, der kan løse det hele, både pakker til deres private kunder og forsendelser til erhvervslivet. Derfor har vi i et stykke tid arbejdet på at finde en samarbejdspartner, der kunne hjælpe os med at levere vores kunders forsendelser til de private modtagere, fortæller administrerende direktør Jørn P. Skov.

At det bliver et samarbejde mellem Danske Fragtmænd og dao er derfor ingen tilfældighed. Hos dao er det nemlig forsendelser til erhvervslivet, der giver udfordringer, fortæller administrerende direktør Morten Villberg.

– Vi har både nuværende og potentielle kunder, der efterspørger leverancer til butikker og erhvervsdrivende. Den opgave kan vi i dag ikke løse, eftersom alle vores forsendelser bliver leveret om natten og i de tidlige morgentimer, hvor virksomheder og butikker er lukkede. Derfor kan vi med samarbejdet for det første udvide mange af vores nuværende kundeaftaler med erhvervsforsendelser, men vi kan samtidig også ramme et endnu bredere BtB-segment, som i mindre omfang tænker på dao som potentiel transportør til erhvervslivet. Vi er derfor meget tilfredse med aftalen og de nye forretningsmuligheder, som den åbner for.

Danske Fragtmænd og dao er begge dansk- og privatejede virksomheder, hvis kulturer, ifølge daos administrerende direktør Morten Villberg, matcher hinanden rigtig godt. Det er et parameter, som han vurderer, er afgørende for et succesfuldt samarbejde.

– Vores medarbejdere kommer til at arbejde tæt sammen på kryds og tværs, og derfor er det af stor betydning, at vi forstår hinanden, og at der løbende er en god dialog. Vi er midt i en omstilling og udvikling af vores forretning, som fordrer agilitet og entreprenørskab, og det driver da også ned af væggene i vores helt nye hovedkvarter i Vejle. Vi er stærkt fokuserede på, at slutforbrugeren altid kommer først, og vi oplever, at vores værdier og kundefokus matcher rigtig godt med Danske Fragtmænd.

Danske Fragtmænd og dao har allerede testet samarbejdet på tre af Danske Fragtmænds kunder, hvilket er forløbet til stor tilfredsstillelse for alle parter. Virksomhederne er derfor nu klar til at tilbyde løsningen til de øvrige kunder og forventer, at der vil være stor interesse for de muligheder, som samarbejdet skaber.

Danske Fragtmænd A/S
Tomsagervej 18
8230 Åbyhøj
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK30611756
P nummer: 1013356021

Send til en kollega

0.078