23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Effektfuldt lys med enkle virkemidler i parkeringsanlæg

Funktion og økonomi er oftest i fokus, når der skal projekteres lys til parkeringsanlæg. Alligevel kan der skabes flotte løsninger. Det viser projekt fra Odense.

Belysningsløsninger til parkeringshuse og -kældre er sjældent præget af kostbare designarmaturer. Lyset skal først og fremmest være økonomisk, driftssikkert og bidrage til tryghed og sikker færdsel.

Skaber dynamisk byrum
Det var også pejlemærkerne for belysningen i et parkeringsanlæg, der indgår i en igangværende byfornyelse i det centrale Odense. Her omskabes den tidligere tæt trafikerede, firesporede Thomas B. Thriges Gade til et grønt og dynamisk byrum med boliger, kontorer, butikker, kulturinstitutioner, restauranter og caféer. Det sker i et samarbejde mellem Odense Kommune og foreningen Realdania.

 Parkeringsanlægget har plads til ca. 1000 biler fordelt over to etager med en frihøjde på 2,20 meter. Loftsfladen har fået et visuelt løft i kraft af en lidt usædvanlig tilvalgsmulighed for det valgte industriarmatur Nyborg fra producenten SG Armaturen. Det kan nemlig bestilles med transparent armaturhus, som lader en del af lyset slippe ud af sider og bund.

Giver liv til loftsflade
Mængden af lys, der slipper ud gennem armaturhuset, er ikke stor, men den giver liv til loftsfladen, konstaterer Søren Schnedler, Key Account Manager i stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müllers belysningssektion, Rigtigt Lys, der har leveret armaturer til projektet.

”Armaturer med transparent hus er en lidt overset mulighed, som for en beskeden merpris tilfører muligheder for at skabe et anderledes udtryk. Dels i form af dekorativt lys gennem huset, dels fordi det giver kig til armaturets teknik,” siger han.

Unikt armatur med LED-bånd
Belysningen til parkeringsanlægget i forbindelse med Odenses nye bydel har yderligere fået sit eget helt unikke element – næsten en lysskulptur – i form af et specialfremstillet, cirkulært armatur med en diameter på næsten ni meter. Det udstråler lys både nedad og opad og er baseret på LED-bånd fra producenten Develtron.

Belysning og elinstallation i parkeringsanlægget er udført af teknikentreprenøren Wicotec Kirkebjerg, der var logistikmæssigt udfordret af den begrænsede frihøjde. Kun mindre kassevogne har mulighed for at køre rundt i parkeringsanlægget, og containeropbevaring på byggepladsen var heller ikke mulig.

Centrallager løste transportudfordring
Men da Lemvigh-Müller ud over belysningsarmaturer skulle levere et bredt udvalg af installationsmateriel til projektet, lå løsningen lige for. Der blev indkøbt en rummelig trailer, som til hver etape af opgaven blev specialpakket på Lemvigh-Müllers centrallager i Odense. Ud over nem og præcis levering og transport resulterede den fremgangsmåde i et meget begrænset materialesvind, fortæller projektleder Rene Hjerm Hansen fra Wicotec Kirkebjerg.

”Det er altid en fordel at undgå opbevaring på byggepladsen i længere tid. Materialer kan blive beskadiget, forsvinde eller bare stå i vejen for os selv og andre entreprenører. Derfor er vi altid interesseret i fleksible løsninger fra vores leverandører,” siger Rene Hjerm Hansen.

Vil du vide mere?
På Lemvigh-Müllers belysningshjemmeside rigtigtlys.dk kan du se flere billeder fra parkeringsanlægget. Her finder du også kontaktoplysninger på Key Account Manager Søren Schnedler, som har været belysningsspecialist på projektet.

Lemvigh-Müller A/S
Stationsalleen
2730 Herlev
Herlev Kommune
Danmark
CVR nummer: DK56973311
P nummer: 1007938663

Kontaktperson

KBP
Kim Betak Pedersen
Kommunikationsmedarbejder
kibp@lemu.dk

Send til en kollega

0.032