23948sdkhjf

19-årig robot hos Bisca arbejder for en solsikker sommer

| Medlemsnyhed | Indrykket af ABB A/S

På to dage fik ABB-robotten installeret en ny styringsenhed, og det sikrer fortsat stabilitet på driften, adgang til reservedele og et lavere strømforbrug.

På Biscas fabrik i Stege på Møn er det en robot fra ABB, der lige nu flytter rundt på langt de fleste af de kammerjunkere, som skal i sommerens koldskål. 4.000 tons kammerjunkere og julekager bages hvert år på produktionslinjen, og det stiller store krav til både effektivitet og stabilitet.

En ABB-robot er noget af det sidste, kammerjunkerne møder på deres rejse ud i verden. Den har nu i 19 år trofast løftet kvartpallekartoner med kager over på europaller: kammerjunkere fra starten af januar og frem til industriferien - og derefter julekager frem til slutningen af december.

Men med en alder på 19 år og et højt krav om driftssikkerhed er det også vigtigt, at man holder robotten grundigt ved lige, fortæller vedligeholdelseschef i Bisca, Thomas Hansen.

- Og i forbindelse med vores serviceaftale med ABB fik vi at vide, at det nu ville blive sværere at skaffe reservedele til robottens styringsenhed.

Derfor blev det besluttet, at man i dagene mellem jule- og sommerproduktion ville skifte controlleren, så den kunne være klar til de mange kammerjunkere. - Controlleren var – ligesom robotten – fra 1999, så man må sige, at den har gjort det rigtig godt. I løbet af den tid er der kun skiftet nogle småting i forbindelse med service: en blæser, en strømforsyning og en hovedkontakt. Men med udskiftningen af controlleren er det også væsentligt nemmere at udskifte andre dele, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Thomas Hansen.

En hurtig opgradering
Med en såkaldt effektiv oppetid på 98,5 pct. af den samlede produktionstid i Bisca er der ikke meget tid til hverken tænkepauser eller pusterum for ABB-robotten. Derfor er opgraderinger og service primært henvist til de perioder, hvor der stilles om mellem de forskellige produktioner. Og udskiftningen af controlleren i juledagene gik da også både hurtigt og gnidningsløst, fortæller elektriker på Bisca, Stig Gustavson.

- Det tager selvfølgelig lidt tid at få afstemt kommunikationen mellem controlleren, robotten og det eksterne udstyr, som også er tilknyttet. Derfor er det ikke bare at sætte kablerne i den nye controller og så starte op igen. Der skal lidt mere til, men alt i alt var det hele klaret på et par dage, mens vi alligevel skulle stille produktionen om, siger Stig Gustavson.

Styringsprogrammet fra den gamle controller blev i praksis også blot overført til den nye controller, så der kun skulle lidt justeringer til, for at signalerne kunne fortolkes rigtigt af robotten. Og derefter var robotten klar til at tage fat i de mange kammerjunkere. - I Bisca er vi meget omhyggelige med at vælge de tidspunkter, hvor der laves service. Men i forhold til den aktuelle produktionslinje, så er den af så god kvalitet, at det faktisk er lige ved at være rigeligt med de to serviceomgange om året, hvor vi alligevel stiller produktionen om, siger vedligeholdelseschef Thomas Hansen.

God energi
- Udskiftningen af controlleren er for at sikre, at oppetiden på linjen bliver ved med at ligge højt. Normalt siger man, at man kan forbedre oppetiden op mod to pct. ved at skifte til en ny controller, men eftersom robotten stort set kører i hele Biscas produktionstid, så handler udskiftningen mere om at sikre driften og vores adgang til reservedele. Og så er den nye controller også strømbesparende. Det skyldes primært, at der er et nyt drevsystem, der bruger væsentligt mindre strøm end det gamle. Dermed ligger udskiftningen af controlleren også i tråd med de øvrige energibesparende tiltag, som Bisca også er i gang med, fortæller Thomas Hansen.

Og mens vi har været ude i produktionen i en lille times tid for at følge kammerjunkernes 18 minutters rejse fra dej til pose og den gule robot, er adskillige tusind små stykker dansk sommer blevet pakket og gjort klar til koldskål, lune sommeraftener og dansk hygge. 80 pct. af alle de kammerjunkere, som vi møder i den danske sommer, kommer nemlig direkte fra Bisca i Stege.

BISCA A/S
Bisca A/S ligger i Stege og er den største arbejdsplads i Vordingborg Kommune med mellem 280 og 300 ansatte. Produktionen omfatter i alt 550 forskellige varenumre inden for kager og kiks. Det drejer sig blandt andet om lagkagebunde, kræmmerhuse, tvebakker, kammerjunkere, franske vafler, grovkiks, pebernødder, brunkager og små skærekager. Bisca er markedsledende i Danmark, og produktionen er primært rettet mod det skandinaviske og nordeuropæiske marked, men der er også interesse for en række af produkterne i Asien og USA. Blandt nogle af de store langdistance-succeser er: franske vafler til Kina og Digestive til Japan. Bisca er kongelig hofleverandør, og blandt deres top-brands er Karen Volf og Bakkegården. Hvad angår kammerjunkerne, så er de stort set kun til det danske sommermarked.

»Udskiftningen af controlleren handler om at sikre vores adgang til reservedele. Men så er den nye controller i øvrigt også strømbesparende.« (Vedligeholdelseschef i Bisca, Thomas Hansen)

 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
ABB A/S

Meterbuen 33
2740 Skovlunde
Danmark
ABB A/S

Send til en kollega

0.113