Kom sikkert gennem vinteren på byggepladsen
Vinterens kulde, vind og mørke kan let skabe ekstra udfordringer og farer på byggepladsen. Med de rette tiltag kan arbejdet alligevel fortsætte under forsvarlige forhold, samtidig med at både medarbejdere, byggeri og materialer beskyttes. Det sikrer altså både kvalitet og et godt arbejdsmiljø for håndværkerne.
Det handler ikke kun om komfort. Det er også en del af arbejdsmiljøloven, at ansatte skal sikres mod sundhedsskadelige påvirkninger fra vejret.
Ifølge Arbejdstilsynet skal I faktisk være beskyttet mod kulde, vind og nedbør i hele vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts, hvis I arbejder i råhuse, på stilladser og lignende åbne konstruktioner.
Strækker arbejdet sig over flere dage, og kan vejret gøre jer kolde, så det påvirker jeres helbred eller sikkerhed, skal der etableres vinterinddækning i det omfang, der er muligt og rimeligt.
Vinterinddækning og andre foranstaltninger på byggepladsen omfatter bl.a.:
- Lukning af dør- og vinduesåbninger med plast eller lign.
- Over- og inddækning af byggeri
- Inddækning af stilladser og arbejdsplatforme
- Opvarmning af arbejdsområder
- Beskyttelse af byggematerialer
- Snerydning, grusning og af-isning
- Tilstrækkelig orienterings- og arbejdsbelysning
- Fokus på elsikkerhed