Skifteretten i Aalborg har erklæret Strongstaal A/S konkurs efter begæring modtaget den 2. marts. Det skriver Statstidende.
Kurator er advokat Johnny Henrik Madsen, Delacour Dania Advokatpartnerselskab, Lille Torv 6, 8000 Århus C.
Strongstaal havde hovedkontor i Aalborg og egen produktion i Polen og Indien. Derudover trak virksomheden på et netværk af globale leverandører.
Produktionen var især lagt an på løntunge maskinkomponenter og stålkonstruktioner, og virksomhedens kunder befandt sig blandt andet inden for brancherne energi, maskiner & industri, transport, marine & offshore samt bygning & konstruktioner.
I senest offentliggjorte regnskab (2010) havde Strongstaal et driftsresultat på -12,4 mio. kr. og et resultat før skat på -13,5 mio. kr. Egenkapitalen var ved udgangen af regnskabsåret på -2,6 mio. kr.