23948sdkhjf

Vind- og solenergi skaber millioner af nye job

Alene i Kina er 3,5 millioner personer beskæftiget i sektoren for vedvarende energi.

Satsning på energikilder som sol og vind skaber millioner af nye arbejdspladser verden over.

Sektoren beskæftigede i 2016 globalt knap ti millioner personer. Det er næsten dobbelt så mange som i 2012.

Tallene fremgår af en rapport offentliggjort onsdag af det Abu Dhabi-baserede International Renewable Energy Agency.

- Faldende omkostninger og understøttende politikker har drevet investeringer og beskæftigelse i vedvarende energi frem, siger agenturets generaldirektør, Adnan Z. Amin.

I 2012 var godt fem millioner mennesker beskæftiget med at producere, installere og vedligeholde vindmøller, solceller og andre grønne energikilder.

- De seneste fire år er antallet af job i sol- og vindsektoren sammenlagt mere end fordoblet, siger han som eksempel på udviklingen.

Indregnes beskæftigelsen fra store vandkraftprojekter, var den samlede beskæftigelse på 9,8 millioner i 2016. Uden disse job lander tallet på 8,3 millioner.

De højeste antal arbejdspladser i vedvarende energi har Brasilien, Kina, Tyskland, Indien, Japan og USA.

Alene i Kina arbejdede 3,46 millioner i sektoren i 2016 eller 3,4 procent flere end året før.

Rapporten nævner også, at 62 procent af det samlede antal arbejdspladser er i Asien, hvor vedvarende energiprojekter er på fremmarch. Især i Malaysia og Thailand.

Sidstnævnte er for eksempel blevet verdens førende inden for produktion af solceller.

Tendensen med flere grønne arbejdspladser ventes at fortsætte.

- Vi forventer, at antallet af folk, der arbejder i den vedvarende sektor, kan nå 24 millioner i 2030, siger Adnan Z. Amin.

Stigningen vil ifølge Amin mere end udligne de mange job, som forventes at gå tabt i traditionelle energisektorer som olie, gas og kul for eksempel.

/ritzau/AFP

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078