Jammerbugt Kommune genanvender fire ton håndtag
I de seneste uger har det fyldt godt med containere på genbrugspladsen i Fjerritslev og Udholm. I omegnen af 8.000 containere er blevet indsamlet hos kommunens borgere, fordi husstandene skal have nogle nye, og nu står de udtjente spande og venter på at få nyt liv.
- Containerne står og venter på at blive sendt til Tyskland. Her bliver de vasket og sorteret, så de kan komme på gaden igen. Den tyske køber har hentet halvdelen, nu mangler vi bare den sidste del, siger Tom Hansen, der er affaldsplanlægger i Jammerbugt Kommune.
Tom Hansen fortæller, at køberens medarbejdere selv har været i Fjerritslev og Udholm for at skrue containerne fra hinanden. Hjul og aksler er afmonteret og lagt i hver container, så de lettere kan stables og læsses på lastbilen.
Win-win-win Udover containerne er også 8-9.000 håndtag blevet skruet af containerne og ligger nu i en anseelig bunke på genbrugspladsen i Fjerritslev.
Man bruger ikke den type håndtag længere på affaldscontainere, og at der derfor ikke var nogen mening for den tyske køber i at beholde dem, fortæller Tom Hansen.
De betyder, at der blev ca. fire tons udtjente håndtag til overs, som han og kollegerne i kommunen skulle finde en løsning på.
- Ét håndtag vejer 550 gram, så ved at tjekke containerne og fjerne evt. metalbolte kan vi få genanvendt 1,1 kg plast pr. container. Det giver cirka fire tons plast til genanvendelse. Så i stedet for at brænde fire tons håndtag, får vi genanvendt plasten og sparer derved ca. otte tons olie til produktion af ny plast, siger Tom Hansen.
Bedst at genbruge Jammerbugt Kommune har lavet en aftale med et firma, der skal købe håndtagene. Derfra bliver de granuleret og smeltet om til plast, der kan bruges igen.
- Det er efter vores mening en win-win-win, også selv om det har kostet nogle mandetimer at gennemgå håndtagene, siger Tom Hansen og tilføjer:
- Når vi skrotter noget, er det vores opgave at få produktet så højt op i affaldshierarkiet som muligt. Det bedste er at genbruge, som vi gør med selve spandene. Det næste bedste er at genavnede, som vi gør med håndtagene, slutter Tom Hansen.