23948sdkhjf

Viking Nadiro forbedrer bundlinjen

Nadiro A/S, et datterselskab af Viking Life-Saving Equipment, opnåede i 2016 et resultat før skat på 1,1 mio. kr. mod et underskud i forrige regnskabsår.

Selskabet med base i Svendborg udvikler og producerer et unikt, hydraulisk system til nedfiring og frigørelse af redningsbåde på havet i nødsituationer. Drop-in-Ball-systemet markedsføres og afsættes via Vikings globale salgsorganisation og opfylder de internationale SOLAS-regler.

- Vi er lykkedes med at aktivere vores globale salgsapparat inden for især fragtskibs-segmentet, men også passagermarkedet og offshore. Kunderne har tillid til kvaliteten af vores system, der er langt enklere og mere betjeningsvenligt end traditionelle løsninger, og vi oplever, at rederier foretager frivillige, ikke-regeldrevne udskiftninger af systemer for at opnå en højere sikkerhed, siger direktør i Viking Nadiro, Henrik Helsinghof.

Skibe skal inden 2019 have monteret et godkendt krogsystem for at leve op til nye SOLAS-krav. Viking Nadiro står stærkest på nærmarkederne og har ligeledes en høj markedsandel blandt verdens største rederier.

- Viking Nadiro i Svendborg er vores kompetencecenter inden for udstyr til redningsbåde og er specialist i at udskifte systemer ombord på skibe. Derudover har vi et globalt servicenetværk, der tager ud og opmåler og tilpasser beslag samt øvrige komponenter til systemerne, inden de installeres på værfter over hele verden, siger Henrik Helsinghof.

Ordremængden inden for fragt- og passagerskibsmarkedet er i vækst, og Henrik Helsinghof forventer, at fremgangen vil kunne fortsætte i dette og de kommende regnskabsår. Bag forbedringen af indtjeningen ligger ligeledes, at der med succes er arbejdet på de indre linjer med at trimme omkostninger.

Viking købte Nadiro 1. juli 2015 for at styrke sin position på markedet for redningsbåde. Drop-in-Ball-systemet er udviklet af en af de to daværende ejere, A.P. Møller–Mærsk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.362