23948sdkhjf

Leon Hansen Maskinfabrik køber op

Gadstrup-virksomheden etablerer atter decideret underleverandør-produktion i Danmark.

Det sker med opkøbet af Strates Maskinfabrik, der er hjemmehørende i Sakskøbing. Leon Hansen Maskinfabrik har i forvejen en afdeling i Gadstrup ved Roskilde samt en fabrik i Polen, hvor det meste af koncernens produktion foregår.

Det kommer dog til at ændre sig med købet af Strates Maskinfabrik, forklarer administrerende direktør for Leon Hansen Maskinfabrik, Rene Ole Keilby.

- Vi har tidligere været meget fokuserede på olie og gas, hvor vi har haft vores maskinfabrik liggende i Polen og montage i Danmark, men vi har ikke haft nogen maskinfabrik i Danmark. Nu har vi bevæget os inden for i fly- og aerospaceindustrien, hvor vi blandt andet er blevet certificeret efter AS 9100, og i den forbindelse var vi interesserede i at få etableret en produktion i Danmark. Vi undersøgte flere muligheder, herunder blandt andet at starte op fra bunden, men endte med at købe Strates Maskinfabrik, siger han, og tilføjer.

- Det er også for at få noget volumen med, når vi skal præsentere os over for de store kunder, men samtidig også have produktion både i Danmark og Polen.

Strates Maskinfabriks historie går tilbage til 1991, og virksomheden har i dag 25 medarbejdere. Med dem kommer Leon Hansen Maskinfabrik op på cirka 80 medarbejdere, hvoraf de cirka 50 arbejder i Polen.

Strates Maskinfabrik fortsætter som et selvstændigt datterselskab, og den hidtidige ejer, Ib Olsen, bliver produktionschef. Men ellers er det planen, at virksomheden skal arbejde tæt sammen med koncernens fabrik i Polen.

- Fordelingen bliver lidt, at Strates selvfølgelig henvender sig til nogle af de eksisterende kunder, men også udbygger med kunder inden for forsvarsindustrien. Vi er blandt andet ved at få den første ordre til Airbus til vores polske firma, og det vil også komme til at berøre os i Danmark, fortæller Rene Ole Keilby.

- Produktionsmæssigt kommer de to fabrikker til at køre selvstændigt, men de systemer vi har i dag, skal indføres på Strates. De er allerede ISO-certificeret, men de skal også have AS 9100, og den regner vi med at have på plads til august, fortsætter han.

Rent produktionsmæssigt er Strates Maskinfabrik specialiseret i drejning, fræsning og slibning, og maskinparken matcher ifølge Rene Ole Keilby godt det setup, man har i Polen, om end de danske maskiner er en smule mere avancerede - blandt andet med 5-akset bearbejdning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08