23948sdkhjf

Nem vej til automatiseret sandblæsning

Pers Kemi har på en standardmaskine udviklet en nem løsning til automatiseret sandblæsning.

- Det der manuelle sandblæsning må altså stoppe.

Sådan siger Torben Pers, ejer af Pers Kemi, da Jern & Maskinindustrien møder ham på Scandinavian Coating i Øksnehallen i sidste uge. 

Pers Kemi sælger maskiner og udstyr til vask og afgratning af metalemner, og så er der også sandblæsning på programmet.

Og netop den automatiserede sandblæsning var i fokus i Øksnehallen.

- Manuel sandblæsning må altså holde op, det er en uddød race. Du skal ikke have folk til at stå med det arbejde, den del skal automatiseres, siger Torben Pers, som har midlet til at nå målet.

Midlet er en standard sandblæsningsmaskine, som er bygget om med emnebord og en ny styring.

- Mange tror ikke, at de kan automatisere sandblæsningen af deres emner, eksempelvis emner i aluminium, men det kan de, og de får en ensartethed, som overrasker, siger han og viser den automatiserede sandblæser frem.

Tre uafhængige dyser
Maskinens bord har plads til 15 emner, som lukkes inde i maskinen, der er udstyret med tre dyser, som kan styres uafhængigt af hinanden.

Samtidig er hastigheden på dyserne justerbar, og det samme er bordets og emnernes højde, der er styret med en stepmotor.

- Det er sådan set meget simpelt, siger Torben Pers og forklarer, at hemmeligheden i maskinen er, at de tre dyser kan styres uafhængigt af hinanden.

Det sker på en brugervenlig styring, der også er bygget på maskinen, som kan håndtere emner med en diameter på 200 millimeter og en højde på 600.

- Det her system forventer vi os rigtig meget af, siger Torben Pers, der også har et bud på, hvorfor der stadig håndsandblæses så meget ude i industrien.

- Det skyldes uvidenhed og manglende tro på, at du kan opnå den rette fleksibilitet med et automatiseret system, men det kan du, siger han.

Indtil videre har Pers Kemi solgt tre af de automatiserede sandblæsningsanlæg, men Torben Pers forventer, at der bliver solgt mange flere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11