23948sdkhjf

HiFlux Filtration forstærker sig igen

Hedensted-producenten af industrielle filtre har senest oprustet med en ny projektingeniør i den tekniske afdeling, og virksomheden har i alt ansat fem nye medarbejdere siden efteråret.

Samtidig kan ledelsen konstatere at sidste års flytning til et større domicil bærer frugt. Ordrer med mange enheder kan nemmere håndteres, og det har givet endnu et løft til fleksibiliteten i produktion og administration. Flere nye kunder med tilknytning til globale industrier har i første kvartal fået udviklet løsninger hos filterproducenten, og fremgangen kræver fokus på menneskelige ressourcer, understreger administrerende direktør Svend K. Andersen.

- Vores produktionsomfang har i år nået et niveau, der har gjort det nødvendigt at styrke alle funktioner i huset. Rekrutteringen af nye profiler har haft høj prioritet. Projektstyring, indkøb, produktionsplanlægning, daglige operationelle rutiner og naturligvis selve produktionsafdelingen er optimeret, så vi nu kan målrette aktiviteterne endnu mere efter den vækst, vi forventer, siger han og fortæller videre, at store leverancer til den internationale fiskeindustri er et godt eksempel på, at de nye lokaler i Hedensted kommer til sin ret.

- Vi har nu boet på Lundagervej i et år. Beslutningen var den helt rigtige. Plads til vækst på medarbejdersiden og en mere fleksibel produktion har været et positivt resultat af flytningen. Når vi nu håndterer ordrer med stor volumen i antallet af enheder, kan vi mærke, der er et helt andet og bedre flow i processen. Det åbner døre til nye muligheder. De seneste 12 måneder er forløbet præcist, som vi havde håbet på – og måske lidt bedre.

Stigende aktivitet
Styrkelsen af de administrative funktioner tæller blandt andet en produktionsassistent, en ny salgsassistent og en ny projektingeniør til teknisk afdeling, som dermed igen bliver udvidet for at følge med efterspørgslen på kundetilpassede løsninger fra både danske og udenlandske kunder.

- Vi har netop ansat Amalie From Vendelbo som ny ingeniør. Hendes kompetencer passer til huset og de fremtidige projekter. Vi er tilfredse med udviklingen herhjemme, men det er især den stigende aktivitet på eksportmarkedet, der gør det nødvendigt at udvide på mandskabssiden, konstaterer Svend K. Andersen, der samtidig glæder sig over, at to store kundegrupper som levnedsmiddelproducenterne og farve/lak-industrien har brug for stadig mere automatiserede filtreringsløsninger.

- For eksempel har vi netop udviklet et automatfilter til mejerisektoren, som allerede er vel modtaget og i drift hos store mejerier i Tyskland, Østrig og Holland. Omstændelig rengøring af manuelle filtre med tab af værdifuld oppetid er en del af hverdagen hos mange osteproducenter. Der kan et automatisk selvrensende filter gøre en stor forskel, slutter Svend K. Andersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063