23948sdkhjf

Plastmageruddannelsen på charmeoffensiv

Det handler om synlighed og om at kunne tiltrække unge med flair for plasthåndværk, siger uddannelseskonsulent på Plastmageruddannelsen.

Mandag starter 11 potentielle plasttalenter på Plastmageruddannelsens internship-uge på den Jydske Haandværkerskole i Hadsten. Ideen er at få udbredt budskabet om uddannelsen og få plukket elever til at starte en karriere som plastmagere.

- Vi er en lille skole og en lille uddannelse, så vi vil gerne vise, hvem vi er, og hvad vi kan. Der er stadig mange der ikke ved, at vi eksisterer og hvad plastfaget har af muligheder, og derfor inviterer vi interesserede elever indenfor, siger Peter Kjærsgaard, der er uddannelseskonsulent på Plastmageruddanelsen.

Trække i håndtag, trykke på knapper
Internshipugen strækker sig over fire dage, hvor de potentielle nye plastmagerelever skal en tur rundt i de forskellige værkstedsstande og prøve kræfter med de håndværksmæssige dele af plastfaget. De skal blandt andet stifte bekendtskab med sprøjtestøbning, svejsning i plastrør, fremstilling af plastposer og andre procesformer i plastfaget.

- Det vigtigste er, at de får et nuanceret billede af, hvad faget kan, og hvad de kommer til at kunne i faget. Vi vil gerne give dem en hands-on oplevelse, og det får de ikke, før de selv har prøvet at trække i håndtag og trykke på nogle knapper, siger Peter Kjærsgaard.

Udover udfoldelse i plastværkstederne, skal de studerende også på virksomhedsbesøg, så de kan se, hvordan arbejdet med plast foregår i virkeligheden. Denne gang går turen til Hornbæk Plast i Randers og Uni Wrap i Aarhus, der skal demonstrere plastfremstillingen i industrien.

Svært valg
Tilbuddet om internshipugen målretter sig primært elever fra landets 9. og 10. klasser, der endnu ikke er helt afklarede med, hvilken videre vej de skal tage i uddannelsessystemet.

- Det er et svært valg at tage i den alder, og mange ting spiller ind. Hvis de vælger Plastmageruddannelsen, skal de måske flytte langt væk hjemmefra, og det kan virke uoverskueligt at skrive sig ind på en uddannelse i Hadsten. Derfor indkvarterer vi også de unge i løbet af internshipugen, så de kan mærke på egen krop, hvad det vil sige ikke at komme hjem hver dag, siger Peter Kjærsgaard.

Altid nogen der melder sig ind
Med internship ugen håber uddannelsen at kunne rekruttere unge, der går med indre drømme om at forme deres fremtid i plastik.

- Der er altid nogen, der skriver sig ind på uddannelsen, efter internshipugen. Om to eller fire skriver sig ind efter ugen er ikke det mest centrale. Det er vigtige er, at de kommer tilbage på deres skoler og i deres netværk og fortæller, at de har haft en spændende uge. Så spreder budskabet sig som ringe i vandet, og vi bliver synlige for flere, siger Peter Kjærsgaard.

Internship-ugen forløber fra 20. til 24. marts.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.346