23948sdkhjf

Langvarig kopistrid om udemøbler: Landsrettens hammer er nu faldet

Og faldt ud som en slem overraskelse for den ene part. Opdateret klokken 11.10 med ny reaktion.

En langvarig retsstrid om et modulsystem med plastinventar til offentlige rum har nu fået et foreløbigt punktum med en ankeafgørelse fra landsretten.

Out-Sider, som siden 2007 har produceret modulsystemet Loop, der består af plastbænke i 4 forskellige kombinérbare former, følte sig snydt af sin tidligere forhandler, Uno Koncept, som begyndte at lancere sit eget system, der både lignede og mindede om.

Og fik i øvrigt Sø- og Handelsrettens ord for, at konceptet lignede for meget. Mere end Markedsføringsloven tillader.

Den opfattelse deler Østre Landsret dog ikke. Efter 2 retsmøder i januar er landsretten kommet til den modsatte afgørelse og frikender nu Uno Koncept og ophæver det salgsstop, som Sø- og Handelsretten pålagde Uno Koncept.

 Hos Out-Sider er ejer og direktør Ib Mogensen skuffet over landsrettens afgørelse.

- Vi forstår ikke et ord af det. Vi troede, at Sø- & Handelsrettens ord ville stå ved magt, men landsretten vurderede det anderledes og mente ikke, at der var forvekselbarhed. De mente heller ikke, at forholdet mellem leverandør og forhandler, som Sø- og Handelsretten lagde afgørende vægt på, skulle have nogen vægt. Det var den største skuffelse for os, siger Ib Mogensen til Wood Supply.

Varsler et næste træk

Hos Out-Sider overvejer man nu, hvad det næste juridiske træk skal være.

- Vi må naturligvis rette os efter domstolene, men vi finder det helt urimeligt – og egentlig også krænkende – at en forhandler kan gå så tæt på ens designkoncept og slippe godt fra det. Vi er ikke i tvivl om, at vi har vundet moralsk, men desværre ikke juridisk i denne omgang. Nu vurderer vi, hvad det næste juridiske træk skal være, men er bevidste om, at det er en lang og bekostelig affære og den lille virksomhed mod den store forhandler, skriver Out-Sider på virksomhedens hjemmeside.

Anderledes glad er Hans Sandgren Jacobsen, som designede Playfurn-systemet for Uno Koncept. Han ønsker dog ikke at kommentere dommen eller forløbet.

- Jeg vil blot sige, at vi nu er glade for, at det er overstået, siger han til Wood Supply.

Hans Sandgren Jacobsens design var ikke i sig selv under beskydning under landsrettens behandling. Sø- og Handelsretten afviste, at der var tale om designplagiat, og Uno Koncept blev i første omgang dømt for overordnet set at have efterlignet Out-Siders koncept. 

Også Kim Knudsen, som er ejer og bestyelsesformand hos Uno Koncept, ønsker blot at kommentere sagen ret kortfattet.

- Vi formodede, at at dommen ville ende, som den gjorde. Det var selvfølgelig derfor, vi ankede vi den, og vi mener, at landsrettens dom er retfærdig, siger han til Wood Supply.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.406