23948sdkhjf

140 tons stål fra Holstebro til Brønderslev

Eurocon Stålindustri har leveret to forbrændingsovne til et nyt biomasseanlæg.

Ovnene og de tilhørende røggaskanaler har Eurocon produceret i samarbejde med Videbæk-virksomheden Zampell, hvor Eurocon har stået for ståldelen, mens Zampell har stået for de ildfaste materialer.

Ordren er modtaget gennem Euro Therm, som er totalentreprenør for hele kedelanlægget til det nye kraftvarmeværk i Brønderslev.

- Vi har i samarbejde med Zampell designet og fremstillet ovnene, og de røggaskanaler der går videre over til den resterende del af anlægget, forklarer Lars K. Jakobsen, der er daglig leder hos Eurocon Stålindustri.

- Vi startede med ovnene i ugen op til jul og arbejdede mellem jul og nytår, og så trillede de ud af porten den 13. februar. Vi har både stået for konstruktion, beregning og alt stålarbejdet, fortsætter han.

De to ovne vejer godt 38 tons stykket, heraf er de cirka 20 tons stål. De er nu sikkert ankommet til Brønderslev, transporteret af BMS Krangården. Dermed går næste fase af ordren i gang for Eurocon Stålindustri.

- I forlængelse deraf er vi i gang med at fremstille 100 tons stålkonstruktioner som skal bære de øvrige kedelinstallationer og 400 kvadratmeter stålplatforme med tilhørende trapper og gelænder, som når op i cirka 15 meters højde, plus vi skal montere det hele oppe i Brønderslev, og det starter vi med 1. april, siger Lars K. Jakobsen.

Det hele skal efter planen være færdigmonteret den 1. juni.

Ordren fra Euro Therm er blot den seneste i en række af ordrer, som Eurocon Stålindustri har løst inden for energisektoren.

- Energisektoren fylder meget hos os. Sidste år lavede vi et stort projekt til Dong Energy, hvor vi i forbindelse med Studstrupværkets konvertering fra kul til biomasse, lavede et anlæg til tilsatsfyring af aske, som var lidt unikt, forklarer Lars K. Jakobsen.

- Derudover producerer vi løbende, som underleverandør, rigtig meget stål i form af halvfabrikata til andre virksomheder, der arbejder indenfor samme branche, slutter han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11