23948sdkhjf

Ulstrup Plast leder forgæves efter flygtninge

Ulstrup Plast er parat til at tage fem flygtninge i virksomhedspraktik. Foreløbig har kommunen dog ikke kunnet finde flygtninge, der vil arbejde på industrivirksomheden. Nu går borgmesteren ind i sagen.

Det hele starter, da en virksomhedskonsulent i Allerød Kommune ringer til produktionschefen på Ulstrup Plast i Allerød sidste efterår.
 
- Kunne I tænke jer at tage nogle mennesker i praktik. Og også overveje, om I vil bidrage til integrationen af kommunens flygtninge, lyder spørgsmålet fra virksomhedskonsulenten til Ulstrup Plasts produktionschef, Nic Dipo ifølge DI Business.
 
Produktionschefen tænker over det. Får grønt lys fra ledelsen. Og tilbyder Allerød Kommune, at Ulstrup Plast kan tage fem flygtninge i virksomhedspraktik i seks måneder.
 
- Vi vil gerne gøre vores for at bidrage positivt. Vi ikke haft flygtninge tidligere, men vi har virksomhedspraktikforløb. Og vi har i forvejen medarbejdere fra blandt andet Pakistan, Tyrkiet og Irak, der har været hos os i mange år, så vi er vant til at have flere nationaliteter på arbejdspladsen, siger Nic Dipo.

Skiftehold og sprogskole
Ulstrup Plast er en klassisk industrivirksomhed. Den laver teknisk plastsprøjtestøbning - blandt andet stomiringe, hospitalsudstyr og kabinetter til kommunikationsudstyr. Virksomheden producerer i døgndrift, og de cirka 20 medarbejdere i produktionen i Allerød arbejder i fem hold.
 
I løbet af oktober og november 2016 taler Nic Dipo flere gange med Allerød Kommune. En integrationskonsulent signalerer, at Ulstrup Plasts tilbud kan blive svært for kommunen at finde flygtninge til.
 
- Som jeg forstod det, var det problematisk, at flygtningene skulle arbejde på skiftehold, fordi det er svært at kombinere med sprogskolen. Vi kan heller ikke love fast arbejde bagefter, det gør vi aldrig. Tænk nu, hvis vi ikke kan indfri det, siger produktionschefen.

Gad vide om der kommer nogen?
Nic Dipo forklarer, at Ulstrup Plast ikke mangler medarbejdere og ikke ville bruge flygtningene til at betjene maskinerne. Tanken var, at de skulle gå til hånde, få erhvervserfaring, lære "industrifabrik-dansk", så de for eksempel ved, hvad en gaffeltruck og tællevægt er og samtidig lære kulturen på en fabrik at kende indefra.
 
Produktionslederen hører sidste gang fra Allerød Kommune i december 2016, og spørger nu sig selv, her to måneder efter, om der overhovedet kommer nogle flygtninge.
 
- Måske er Ulstrup Plasts tilbud ikke godt nok. Men det er da lidt desillusionerende. Jeg troede, der sad 70 arbejdsløse flygtninge og ventede på at komme i gang her i kommunen. Men måske venter de ikke på os, siger Nic Dipo.

Ikke råd til ikke at samarbejde
I Allerød Kommune er det Jørgen Johansen, der bærer borgmesterkæden. Han er normalt meget tilfreds med den kommunale integrationsindsats. Særligt i forhold til integrationsuddannelsen (IGU), hvor Allerød har fire forløb i gang.

- Det er først nu, jeg hører om sagen med Ulstrup Plast, der ikke kan få flygtninge. Og jeg vil gerne understrege, at vi altid søger gode samarbejder med vores lokale virksomheder, siger Jørgen Johansen.

Borgmesteren har nu kontaktet Ulstrup Plast for at finde ud af, præcis hvordan virksomheden kan bidrage, skriver DI Business.

- Kan vi få fem flygtninge ud, er det fantastisk. Allerød Kommune er rigtig glade for, at vi har private virksomheder, der vil bidrage til, at vi kan få flygtninge gjort selvforsørgende. Så snart, det er muligt, tager jeg personligt et møde med virksomheden, så vi kan komme videre, siger Jørgen Johansen.

Nye tal fra Dansk Industri (DI) viser, at stadigt flere flygtninge kommer i både ordinært job, job med løntilskud og i virksomhedspraktikforløb.

Samtidig stiger andelen af flygtninge, der kommer i arbejde efter virksomhedspraktik. Fra 12 procent i 2014 til 22 procent i 2016. Og det er særdeles glædeligt, siger underdirektør Steen Nielsen, DI.

- Virksomhedspraktik er en god mulighed for flygtninge for at få en kontakt til virksomhederne. Når forløbene efterfølgende fører til et ordinært job, er det en glædelig udvikling. Målet med trepartsaftalen, vi indgik sidste år, er netop, at flere flygtninge bliver i stand til at forsørge sig selv og deres familier, siger Steen Nielsen.

FAKTA
- Ulstrup Plast
- Stiftet 1952
- En del af SP-Group
- I alt 170 medarbejdere
- Hovedkvarter og produktion i Allerød + produktion i Slovakiet
- Støber og leverer plastemner til blandt andet medico-industrien og hospitaler
- Eksport til 70 lande

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.548