23948sdkhjf

30 procent produktionsoptimering uden nye maskiner

I Skive har fem lokale metalforarbejdningsvirksomheder  opnået en tidsreduktion på over 30 procent i gennemsnit ved at optimere på det eksisterende produktionsapparat.

På foranledning af Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) deltog virksomhederne i projektet Machining – i samarbejde med udviklings- og forskningscenteret DAMRC  (Danish Advanced Manufacturing Research Center) i Herning.

Målet med forløbet var at skabe større konkurrencedygtighed og dermed på sigt også højere tal på bundlinjen. Flere af de deltagende virksomheder opnåede  så store tidsbesparelser i løbet af forløbet, at de efterfølgende har valgt at fortsætte samarbejdet med DAMRC - for at skabe yderligere optimering på det øvrige produktionsapparat.

Formålet med projektet er ifølge SET klart:

- Vi vil gerne hjælpe lokale virksomheder med at få de bedst mulige vilkår at drive virksomhed under. Når virksomhederne – med det eksisterende maskinpark - udfører deres arbejde endnu bedre og mere effektivt, kan de styrke deres placering i markedet, siger Leo Ravn-Nielsen, koodinator og projektleder på Machining.

Synlige fordele med det samme
De to Skive-virksomheder Jeco og Formkon deltog i introduktionsforløbet med DAMRC, og hos begge virksomheder er konklusionen,  at det har været både tiden og indsatsen værd. Jecos direktør, Rasmus Brandhof, fortæller: 

- Forløbet har været en gave og en vigtig øjenåbner . Vi har testet ét værktøj og fået indsigt i ved hvilke omdrejningstal og tilspænding, maskinen arbejder mest effektivt, hvilket i øvrigt overraskende nok viste sig at være noget højere end antaget. Det betyder øget effektivitet samt nedsat slid på værktøjet som en ikke uvæsentlig sidegevinst. Min pointe er, at man kan købe sig fattig i ny teknologi, men det er endnu bedre at vide, hvordan man bruger det, man har mest optimalt. Og det har forløbet med DAMRC givet os indblik i.

Skepsis gjort til skamme
Hos Formkon har samarbejdet med DAMRC øget fokus på værdien af en anderledes tilgang til procedurerne. Peter Hjelm, administrerende direktør, siger:

- Netop DAMRC’s anderledes tilgang til tingene gjorde, at vi var lidt forbeholdne, da vi blev inviteret med i projektet. Men med de muligheder som SET spillede på banen via Machining-projektet, havde jeg meget svært ved at se argumenterne for ikke at prøve det af. Og efter projektet kan jeg sagtens forestille mig at samarbejde med DAMRC i fremtiden – for forløbet har gjort os klogere på vores spåntagende processer og på brugen af vores værktøjer i forhold til de enkelte processer. Konkret fik vi indsigt i, hvordan det egentlig er, vi bearbejder materialerne. Hvad betyder svingninger, frekvens og så videre, og hvor kan vi med fordel bevæge os hen i fremtiden, hvis vi begynder at kigge mere stringent på de specifikke parametre?

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094