23948sdkhjf

Virksomheder mangler tid til at automatisere

Hvis ikke vi havde automatiseret så var virksomheden flyttet udenlands. Det siger mere end hver tredje deltager i Ingeniørforeningen IDA’s nyeste analyse: "Potentialer og barrierer for automatisering og digitalisering i industrien", skriver Ingeniøren.

Samtidig viser analysen, at der fortsat er masser af muligheder for at gøre virksomhederne endnu mere konkurrencedygtige ved at automatisere. Hele 46 mia. kr. – så meget er det muligt at øge værditilvæksten, hvis de sætter gang i alle relevante automationsprojekter med en tilbagebetalingstid på under to år.

Men især når det gælder de små virksomheder, er det svært at få tid til at analysere og sætte gang i automationsprojekterne. Dagligdagens opgaver fylder op, og de langsigtede projekter udsættes.

Det er tredje år, analysen gennemføres, og i år har 618 medlemmer ansat i produktionsvirksomheder vurderet, hvor meget mere produktive deres virksomhed kunne blive.

Resultaterne er derfor klare og konsistente, siger IDA’s formand Thomas Damkjær Petersen:

- Det er et reelt trusselsbillede, at hvis virksomheder ikke bliver mere konkurrencedygtige så flytter produktionen ud. Derfor skal vi kommunikere budskaberne ud til alle: At hvis vi ikke lægger os i selen, så kommer der nogen, som er dygtigere og billigere – enten i Danmark eller i udlandet, siger han til Ingeniøren.

Rundspørgen viser, at hvis de mest oplagte automationsprojekter gennemføres, vil virksomhederne kunne forbedre produktiviteten med 18 procent i gennemsnit. Med udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik svarer det til et effektiviseringspotentiale på cirka 46 mia. kr.

Men selv om to år normalt er en fornuftig tilbagebetalingstid, så er der som nævnt mange projekter, som ikke bliver gennemført, fordi virksomhederne mangler tid.

Og netop spørgsmålet om manglede tid har Thomas Damkjær Petersen et forslag til:

- En af vores anbefalinger er, at virksomheder køber sig tid ved at ansætte for eksempel en ingeniør, som er dedikeret til at udarbejde en plan for automatisering. Det ved jeg godt kan være en udfordring for især de mindre virksomheder uden for de større byer, hvor vi erfaringsmæssigt ved, det er vanskeligt at tiltrække den højt specialiserede arbejdskraft. Men hvis man ikke har råd til en ingeniør på fuld tid, så kan man måske dele med en anden virksomhed i lokalområdet. Det gælder om at holde fokus, for automationsprojekter tager som regel to-tre år at gennemføre, siger han og peger samtidig på, at det skal være nemmere for de mindre virksomheder at søge om støtte i de offentlige programmer:

- Der findes i dag mange gode offentlige tilbud til virksomhederne. Men vi har fra tidligere undersøgelser hørt, at virksomhederne efterspørger én enkelt indgang til støtteprogrammer, så de ikke behøver at søge flere steder, siger Thomas Damkjær Petersen, som også håber, at signalerne fra den nye regering omkring hurtig afskrivning af investeringer bliver til virkelighed.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.609