23948sdkhjf

Laserskærere lyser op på EuroBlech

Plademetal-messen i Hannover vrimlede med nyheder inden for laserskæring. Messen bliver stadig mere international med flere udstillere fra udlandet end fra Tyskland.
Der var nyheder inden for mange områder som stansning, svejsning og vandskæring på EuroBlech-messen 25.-29. oktober i Hannover.

Men laserskærere var den kategori, som stod klarest. Alle de store maskinproducenter havde store nyheder inden for laserskærere, og de havde også et stort publikum til nyhederne. Det vrimlede med besøgende hos de store maskinproducenter.

Kvaliteten af laserskærere udvikler sig kraftigt i disse år.

- Der er sket en revolution inden for laserskærere. Hastigheden er blevet så høj, så nogle af vores kunder fortæller os, at vi ikke behøver at øge hastigheden mere. Det største problem er nu at aftage emnerne i det samme tempo, som de bliver produceret, siger Mark Bronski, Trumpfs amerikanske salgsdirektør til Jern & Maskinindustrien.

Trumpfs modtræk er at opbygge håndteringssystemer, som kan følge med i tempoet.

Et andet tema på EuroBlech var, at der bliver opbygget systemer, som kan køre automatisk i længere perioder uden menneskelig indblanding. Blandt andre kunne Mazak fremvise et system, der kan køre i lang tid, for eksempel hen over en weekend.

Maskiner kan forvandles
Noget af det nye man kunne se på EuroBlech var maskiner, som kan have flere funktioner.

Det lille sydtyske opstartsfirma WSoptics præsenterede således en laserskærer, som øjeblikkeligt kan ændres til at være en lasersvejser og tilbage igen. Bearbejdningshovedet bliver blot skiftet.

I en lidt anden boldgade lancerede Trumpf en stansemaskine, som - når virksomheden får råd til det - kan ændres til en laserskærer.

Begge dele peger mod en fremtid, hvor hver enkelt maskine ikke kun har én funktion.

Messe for fagfolk
EuroBlech-messen er i udpræget grad en messe for fagfolk. Det er en mere faglig messe end den store Hannover-messe i april. Det er tydeligt, at de besøgende fagfolk kommer for at se noget helt bestemt.

Arrangørerne, Mack Brooks Exhibitions, lavede under messen en undersøgelse af de besøgendes beslutningskompetence. Den viste, at hele 84 procent af de besøgende er involveret i beslutninger om køb af maskiner og udstyr.

Større publikum
EuroBlech-messen blev besøgt af 60.600 mennesker. Det var en lille stigning på 2 procent i forhold til sidste EuroBlech-messe i 2014. Der var 1.503 udstillende virksomheder i år.

EuroBlech oplever år for år en større internationalisering. I år var hele 54 procent af udstillerne firmaer uden for Tyskland. Det var en stigning på 2 procent.

Danmark er et eksempel på den internationalisering. Danmark var niende største udstillerland.

Læs mere om Euro­Blech-messen i den seneste udgave Jern & Maskinindustrien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141