23948sdkhjf

Brammer og Schneider Electric indgår aftale efter Danmarks-tour

I uge 38 kørte Brammer rundt i Danmark med en stor, specialindrettet varevogn for at præsentere deres automatløsninger for potentielle kunder. Én af dem var Schneider Electric.
Alle interesserede virksomheder kunne op til uge 38 booke Brammers specialindrettede varevogn til en fremvisning af Brammers Invend-automatløsninger. Det gjorde Schneider Electric, der trådte inden for i varevognen og afprøvede automaterne fredag den 23. september, da Brammer stoppede ved Schneiders fabrik i Ringsted.

– Brammers varevogn holdt lige foran vores hovedindgang. Vi blev inviteret indenfor, hvor vi kunne se automaterne og snakke om, hvordan de kunne installeres i fabrikken. Vi prøvede desuden at trække forskellige produkter med et adgangskort. Invend-automaten scanner kortet og leverer de produkter, man skal bruge, om det så er spraydåser, værktøj, plastre eller noget helt tredje, fortæller Claus Lindorff, der er SERE manager – sikkerheds-, miljø- og ejendomschef – hos Schneider Electric.

Færre leverandører
Mødet den dag resulterede i en aftale mellem de to virksomheder. Brammer skal nu levere og installere to automater i Schneiders fabrik. Claus Lindorff er tilfreds med aftalen og glæder sig til at tage automaterne i brug.

– Alle de produkter, der ligger i maskinen, er ejet af Brammer, indtil vi tager dem ud. Maskinen ringer selv efter opfyldning, når den er ved at løbe tør, og så bliver den automatisk fyldt op af Brammer. Den tid, vi tidligere brugte på at fylde vores lagre op, kan vi spare og i fremtiden bruge vores tid og kræfter på noget andet. Men dét, der gjorde udslaget for vores aftale, var, at Brammer dækker bredt i deres udvalg og derfor møder alle vores behov. Før havde vi flere forskellige leverandører, men nu kan vi slå de to-tre leverandører sammen til kun én, siger Claus Lindorff.

Peter Christiansen, der er ansvarlig for salg, implementering og strukturering af Brammers automatløsninger, har op til uge 38 gennemgået et intensivt læringsforløb hos Invend-specialister i England, Sverige og Belgien, så han kunne rådgive potentielle kunder på bedst mulig vis, når han mødtes med dem i vognen.

– Dét at mødes i varevognen kan give en rigtig god dialog med kunderne. Vi kunne sidde ved bordet og gennemgå varerne samt præsentere Invend-automaternes software, og kunderne kunne desuden selv prøve vores automatløsninger. Vi havde et meget positivt møde og en god dialog med Schneider Electric på vores Danmarks-tour. Når Schneider får de to automater om en måned, skal de bare sætte dem i stikkontakten, og så virker de, forklarer Peter Christiansen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11