Stor ordre til ny virksomhed på Hirtshals havn
Nordjysk Stål Service skal levere et nyt sorteringsanlæg til Fiskernes Fiskesortering i Hirtshals.
- Vi er selvfølgelig meget glade for, at Fiskernes Fiskesortering har givet os denne store opgave og vist tillid til, at vi kan udføre den på bedste vis. Der er ingen tvivl om, at dette er en stor mundfuld for os to mand alene. Derfor har vi også måttet leje en ekstra mand ind i starten af projektet, indtil vi havde et overblik over tidshorisonten for at lave sådan et projekt, oplyser indehaverne af virksomheden, Kim Nielsen og Torben Jensen.
Nordjysk Stål Service blev etableret i marts af Kim Nielsen og Torben Jensen, som tilsammen har mere end 40 års erfaring fra branchen. At de to smede har fundet sig et godt marked har været tydeligt siden dag ét, hvor den nystartede virksomhed har haft noget at se til. Nordjysk Stål Service har været fuldt beskæftiget på hovedsagligt laksefabrikkerne i Hirtshals, men derudover har de også haft opgaver ved Vestkajens Maskinværksted og Hirtshals Yard. For nyligt har de modtaget en større opgave ved laksevirksomheden Seawell i Hirtshals.
Nordjysk Stål Service laver transportbånd, rullebaner, borde, rørarbejde med videre - ikke kun til fiskeindustrien i Hirtshals, men også til skibe, slagterier, mejerier og fødevareindustrien generelt. Derudover leverer de også rustfri produkter og materialer til andre brancher.