23948sdkhjf

Kampfly skaber jobs i Vildbjerg

Valget af kampfly er overstået. Danmark besluttede sig i juni for at købe 27 Joint Strike Fighter F35 fra den amerikanske flyproducent Lockheed Martin.

Blandt de virksomheder, der skal levere til flyet, er produktionsvirksomheden Multicut. De leverer flydele til både Lockheed Martin og Airbus fra produktionsstedet i Vildbjerg ved Herning, skriver netmediet DIBusiness.dk.

- Sidste år vandt vi kontrakten om at levere 27 forskellige dele til skroget på F35. Vi starter leverancerne ved årsskiftet og leverer så i 2017, 2018 og 2019. Vi er faktisk den eneste danske virksomhed, der er såkaldt "tier et-leverandør" og sender dele direkte til Lockheed Martins kampfly-samlelinje i Texas, siger direktør for forretningsudvikling i Multicut, Frank Dühring.

Multicut vandt F35-ordren i konkurrence med leverandører fra de ni partnerlande bag Joint Strike Fighter-projektet, og Frank Dühring har i denne uge kunnet glæde sig over, at Lockheed Martin’s topchef Orlando Carvalho har lovet, at danske virksomheder over de næste 25-30 år vil få omsætning for omkring 5,5 mia. dollar (godt 36 mia. kr.) ud af partnerskabet.

- Jeg forventer, at det vil føre til en væsentlig forøgelse af vores omsætning og vores medarbejderstab, siger Frank Dühring.

På alle måder helt vildt
Multicut har siden 2010 også leveret titaniumstrukturer til flyskrogene i Airbus’ A330-fly, som blandt andet SAS flyver med. Sidste år vandt Vildbjerg-virksomheden ordren om at levere de samme dele til Airbus’ nye A350 de næste tre år.

- Vi vandt i konkurrence med andre produktionsvirksomheder fra verden. Ordren blev underskrevet i april 2015, og vi begyndte leverancerne i august. Det var på alle måder helt vildt, siger Frank Dühring.

Frank Dühring forventer sig meget af samarbejdet med Airbus, der er en af verdens to største producenter af civilfly. Multicut er blevet introduceret til Airbus’ tier one-partnere, og Airbus’ vice president to Marketing and Globalization har tidligere sagt, at han er sikker på, at ordren til A350 er første skridt i retning af et langt og profitabelt samarbejde.

- Vi har brugt enorme ressourcer på at få de nødvendige certificeringer, de rette programmer samt ansat og oplært de rette medarbejdere. I tre år kostede det kun penge, men i 2012 begyndte ordrerne at tikke ind, forklarer Frank Dühring.

Flere arbejdspladser på vej
Multicuts omsætning er vokset med 20 procent om året de seneste år, og virksomheden har udvidet medarbejderstaben fra 64 til 210 - blandt andet som følge af ordrerne til flyproducenterne.

Forsvars- og sikkerhedspolitisk chef i DI, Frank Bill, er meget imponeret af Vildbjerg-virksomhedens evne til at lande ordrer på flykomponenter i konkurrence med resten af verden.

- Den tålmodighed, langsigtede planlægning og de store investeringer, Multicut har foretaget, viser, at det ikke er ”bare lige” at sælge til flyproducenterne, siger han til DIBusiness.dk.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063