23948sdkhjf

Hydra-Grene bliver endnu større

Skjern-virksomheden Hydra-Grene, der er ejet af det danske industrikonglomerat Schouw & Co. i Århus, har tredoblet sin størrelse de seneste 12 måneder. Med virkning fra årsskiftet 2015/2016 købte Hydra-Grene den svenske hydraulik-virksomhed Specma, og nu foretager den succesfulde hydraulik-koncern endnu et opkøb, der fremadrettet giver en samlet omsætning i størrelsesordenen 1,8 mia. kr.

Hydra/Specma overtager med virkning fra 1. september 2016 Etola China, der er en industrivirksomhed, som producerer smøre-, køle- og filtreringssystemer til industrigear og minedrift samt rør og slanger til vand, hydraulikolie og gearolie. Virksomheden er etableret i 2005 og er ejet af den finske industrigruppe Etola Group:

- Vi er meget tilfredse med nu at være nået til enighed med Etola Group om overtagelsen af deres datterselskab i Kina. Vi har samarbejdet med Etola China i flere år og har gode relationer til både ejere, ledelse og flere medarbejdere i virksomheden. Virksomheden passer strategisk meget fint ind i vores samlede setup og understøtter vores mål om at være til stede med fuldskala produktion i Kina, fortæller administrerende direktør Erik Lodberg, og fortsætter:

- Vi har fået en god aftale, hvor vi blot overtager lager og produktionsfaciliteter til markedsværdi. Samtidig overtager vi en betydelig kundedatabase og den lokale forankring, som vil have stor værdi for os.

Af tekniske årsager overtages Etola China i to tempi. 90 procent af aktierne overtages i år, mens de resterende 10 procent følger senere. Etola China lægges dog allerede i år ind i Hydra/Specmas kinesiske aktiviteter, der herefter får en meromsætning på 60 mio. kr. og yderligere 60 medarbejdere. Herefter har Hydra/Specma to fabrikker i Kina: Én i Tianjin nær Beijing, hvor flere af verdens førende vindmølleproducenter har fabrikker, og én i Shanghai-området med hovedaktiviteter inden for hydrauliksystemer til marinekraner og trucks.

- Det er helt afgørende for os at være til stede på de markeder i verden, hvor vores kunder har deres aktiviteter, og vi har netop en strategi om at følge med vores største OEM-kunder ud i verden. Det gælder ikke mindst inden for vindindustrien, hvor vi har en stor del af vores omsætning, og derfor er placeringen i Tianjin, hvor flere af de toneangivende vindmølleproducenter har deres aktiviteter, helt perfekt, siger Erik Lodberg.

Han siger supplerende, at både vindindustrien og andre OEM-producenter i stigende grad efterspørger konsoliderede leverandører og tætte samarbejdspartnere.

Fremadrettet bliver Kina - udover hjemmemarkederne i Danmark og Sverige - Hydra/Specmas største eksportmarked med en samlet omsætning i størrelsesordenen 170 mio. kr. og 120 medarbejdere. Kunderne er primært europæisk baserede, men der er også en række lokale kinesiske virksomheder på kundelisten.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093