23948sdkhjf

Underleverandør ventede forgæves på ordrer

Silkeborg Spåntagning løb ind i et underskud i 2015.
Udeblivende ordrer gav underskud hos Maskinfabrikken Silkeborg Spåntagning i 2015. Underleverandørens årets resultat blev et minus på 2,8 millioner kroner i det netop offentliggjorte regnskab for Nyt Spåntag Silkeborg Holding ApS, der samler underleverandørens aktiviteter i Danmark, Letland og Kina.

Årsagen skal findes hos et af den midtjyske underleverandørs datterselskaber.

- Det er første gang i mange år, at vi har haft underskud, og det kan primært henføres til et af vores datterselskaber. Vi opmandede med henblik på at starte produktionen op, men produktionen blev forsinket. Vi valgte at fastholde staben af medarbejdere, fordi vi vidste, at aktiviteten ville komme, fortæller administrerende direktør Per Lyngaa, Silkeborg Spåntagning.

Maskinfabrikken Silkeborg Spåntagning har 25 medarbejdere på fabrikken i Danmark, mens det lettiske datterselskab har 65 ansatte. Derudover arbejder 15 medarbejdere på fabrikken i Kina.

Hullet lukket i år
Ifølge direktøren var beslutningen den rigtige, selvom den kostede penge. For 2016 er startet godt, og Silkeborg-virksomheden har godt og vel indhentet det, som man tabte sidste år.

- Det går rigtig godt i år. Vi har faktisk lige netop fået en ordre på noget, som vi har arbejdet på i længere tid. Det er meget positivt, siger Per Lyngaa.

Per Lyngaa uddyber, at det er kendetegnende for virksomhedens kunder, at de som regel er en større spiller på markedet, og det gør, at der typisk går mindst 12 måneder, fra man laver prototypen, til man får en serieproduktion.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079