23948sdkhjf

Allerød-firma klar til NATO-leverancer

Teknologien i Weibel Scientifics seneste radarleverance til Indonesiens forsvar danner grundlag for et helt nyt forretningsområde.
Weibel Scientific har netop leveret endnu en mobil overvågningsradar til det indonesiske forsvar. Det er den anden radar, som den danske radarproducent har leveret til Indonesien de seneste år.

Til opgaven har Weibel udviklet ny teknologi, der giver Indonesien adgang til overvågningsradarer med højpræcisions sporingsteknologi. Dermed er teknologien for alvor klar til NATO's europæiske missilforsvar, lyder det fra Weibel.

- Det er en historisk milepæl for os, fordi vi er oppe mod de helt store spillere på verdensmarkedet for overvågningsradarer. Vi har udviklet en ny type radar til overvågning af luftrummet over strategisk vigtige ø-grupper i Indonesien. Her kan kombinationen af overvågnings- og højpræcisions sporingsteknologi løfte en opgave, som traditionelle overvågningsradarer ikke tidligere har kunnet klare – vi kombinerer så at sige det bedste fra begge verdener, siger administrerende direktør Peder R. Pedersen, Weibel Scientific.

Mere klar end nogensinde til NATO-ordrer
Radarerne kombinerer pulse og continuous wave Doppler-teknologierne og er unikke for Weibel, fordi de integrerer højpræcisions sporingsteknologi med overvågning. For Allerød-firmaet er der tale om en markant udvidelse af produktporteføljen samt basis for et nyt forretningsområde, hvilket repræsenterer et stort vækstpotentiale for virksomheden.

- Det er en videreudvikling af de radarer, som vi solgte til NASA i 2004 og til det italienske forsvar i 2011. Med leveringerne til Indonesien er vi kommet i mål med en ny teknologi, der er i høj kurs på verdensmarkedet. Vi har erobret de første andele af et helt nyt forretningsområde. Det betyder, at vi er mere klar end nogensinde til at levere de radarer, som NATO har brug for til missilforsvaret, siger administrerende direktør Peder R. Pedersen, Weibel Scientific.

Den nye 3D-overvågningsradar, som samtidig fungerer som en sporingsradar, skubber til grænserne for den eksisterende teknologiske formåen hos den anerkendte Doppler-radarproducent. Udviklingen af den "dobbelte" teknologi i radarerne til Indonesien repræsenterer en unik teknologi, som kan løfte de opgaver, som NATO efterspørger i deres missilforsvar.

- Vores radar kan noget, ingen andre radarer kan, i den prisklasse. De kan blandt andet måle mere præcist over længere afstande, de kan følge sprænghoved og vildledning, når et missil deler sig, og de kan hjælpe med at identificere, hvilken type missil der nærmer sig. Det giver NATO mulighed for at handle hurtigere under angreb, at beskytte et større område og ramme rigtigt første gang. Alt det gør Weibels radar særdeles velegnet til missilforsvaret, siger administrerende direktør Peder R. Pedersen, Weibel Scientific.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079