23948sdkhjf

Klumme: - You need to be able to chew gum and walk at the same time

Vindindustrien i Danmark er kendetegnet ved en stærk og kompetencerig værdikæde. Men en gruppe af virksomheder – især små og mellemstore underleverandører til industrien – har så travlt med forretningen, at de går glip af store produktivitetsgevinster, fordi de ikke målrettet går efter innovationssamarbejder med forskningsverdenen. Det vil vi lave om på.
Tyggegummecitatet er taget fra Chris Brown, chefen for Vestas i USA, i en artikel fra Wind Power Monthly. Meningen er den kontante, at man i vindindustrien både skal kunne eksekvere effektivt på sin produktion og dyrke innovation på samme tid. Ellers dør man.

I Danmark har vi tradition for offentligt finansierede forskningssamarbejder mellem virksomheder og vidensinstitutioner, og undersøgelse af effekterne ved forskningssamarbejde underbygger Chris Browns udsagn.

Virksomheder, der samarbejder med forskningsverdenen for at udvikle og introducere ny teknologi i deres produkter, har i gennemsnit 10 procent højere produktivitet og er gennemsnitligt mere eksporterende end virksomheder, der ikke er forskningsaktive.

Forskningssamarbejde er altså en investering med kontant udbytte for den enkelte virksomhed.

Nyt program skal fremme innovationen hos små og mellemstore underleverandører
Vindmølleindustrien har netop igangsat projektet ”Udviklingsprogram for underleverandører til vindindustrien”, som skal hjælpe værdikædens små og mellemstore virksomheder med at styrke deres innovation og dermed konkurrenceevne i samspil med vidensinstitutioner.

Det er der i den grad behov for, da antallet af virksomheder, som deltager i offentligt støttede forskningssamarbejder desværre er begrænset. I en sammentælling, foretaget af den strategiske teknologiplatform Megavind, er der under fem små og mellemstore virksomheder, der har været en del af sådan et samarbejde mere end én gang, set over de seneste 13 år. Det er ikke godt nok, hvis den danske vindindustri fortsat skal gå forrest i at udvikle nye løsninger til at reducere prisen på vindenergi og gøre vindenergi mere konkurrencedygtig.

Sammentællingen viste dog også, at næsten 80 små og mellemstore har deltaget én gang i forskningssamarbejder, så der er potentiale for at arbejde målrettet med at øge frekvensen. Og dermed for at øge produktiviteten og eksporten i den danske vindklynge.

Den danske vindindustri har netop opnået en unik styrkeposition ved hele tiden at forny sig og gå forrest med nye innovative løsninger og teknologier, og der ligger altså et stort uudnyttet potentiale for at styrke den samlede danske vindindustri, hvis vi får alle led af værdikæden til at satse strategisk på innovationssamarbejder.

Fakta om ”Udviklingsprogram for underleverandører i vindmølleindustrien”
Projektet er udsprunget af det Nationale Vindprogram, og er udbudt af Region Midtjylland og Region Nordjylland. Brancheforeningen Vindmølleindustrien fungerer som operatør og sekretariat for projektet i tæt samarbejde med den øvrige partnerkreds bestående af Væksthus Midtjylland, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, DAMRC og Hub North.

Fakta om sammenhænge mellem innovationsevne og produktivitet
Undersøgelsen DTU’s værdiskabelse for samfundet – forskningssamarbejde, vækst og produktivitet, som er udarbejdet af Damvad (2012), påviser en direkte sammenhæng mellem virksomheders innovationsevne og deres produktivitet. Undersøgelsen viser endvidere, at private virksomheder over en seksårig periode i gennemsnit vil opleve en produktivitetsfremgang på 10 procent om året, hvis de indgår et forsknings- og udviklingssamspil med DTU. Effekten af samspillet indtræder allerede efter første år med en gennemsnitlig mereffekt på produktiviteten per medarbejder på 6,4 procentpoint. Undersøgelsen peger også på, at de virksomheder, som samarbejder med vidensinstitutioner, er mere aktive på eksportmarkederne sammenlignet med erhvervslivet generelt: De tegner sig gennemsnitligt for en eksport på 1,2 mio. kr. mod det generelle erhvervslivs cirka 0,7 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078