23948sdkhjf

Linatech får ny ejer

Som led i et generationsskifte overtager Martin Arberg Nielsen og Helle Carl Pedersen i fællesskab aktiemajoriteten.
Martin Arberg Nielsen indtræder som adm. direktør, mens Helle Carl Pedersen bliver assistent for ledelse og bestyrelse.

- Linatech er en rigtig god virksomhed med en god og bred kundekreds, dygtige medarbejdere og en moderne maskinpark samt et stort vækstpotentiale, som vi sammen med bestyrelse, ledergruppe og medarbejdere ser frem til at udvikle. Jeg glæder mig til denne nye, spændende udfordring, siger den nye direktør, Martin Arberg, 50 år.

Lars Lynge Maach fra stifterfamilien, der hidtil har haft aktieandel i selskabet, fortsætter som aktionær med en minoritetspost og som værkfører i produktionen.

Linatech har gennem de seneste mere end 60 år udviklet sig fra en lokal smedevirksomhed til en industriel leverandør og samarbejdspartner, og ikke mindst mulighederne for i samarbejde med kunderne at udvide aktiviteterne i Linatechs egen engineering-afdeling ser Martin Arberg umiddelbart store muligheder for at udvide. Komponentfremstilling i underleverance vil fortsat udgøre en væsentlig del af virksomheden.

Kunderne findes i eksempelvis vindmøllesektoren, procesindustrien og fødevareindustrien.

- Virksomheden er efter finanskrisen kommet ind i en god udvikling og er i vækst. Det er et rigtig godt udgangspunkt, og så skal vi have lavet en langsigtet strategiplan for de kommende tre til fem år, siger Martin Arberg Nielsen.

Han har selv oprindeligt fået svendebrev som smed og er siden uddannet som elektriker og installatør. De seneste år har Martin Arberg Nielsen drevet selvstændig virksomhed med rådgivning og projektledelse og har også erfaring som medejer af en elinstallationsvirksomhed med i rygsækken.

Helle Carl Pedersen har i en årrække været ansat hos Brdr. Markussen i Vildbjerg, hvor hun har haft en lang række forskellige funktioner.

Linatechs historie går helt tilbage til 1884, men virksomheden har været ejet af den samme familie i 60 år. Villy Jensen startede i 1956 og blev herre i eget hus i 1961, hvorefter han startede udviklingen hen mod dét, som Linatech er i dag. Virksomheden har i dag 50 medarbejdere.

I forbindelse med ejerskiftet indsættes i Linatech en ny bestyrelse med Bjarne Lyngsø som formand.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109