Mærsk-ordre til Semco Maritime
Esbjerg-virksomheden skal levere brandbekæmpelsessystemer til Maersk Oil’s Culzean-felt.
Culzean-komplekset vil bestå af et centralt behandlingsanlæg, en brøndplatform, et beboelsesmodul og to broforbindelser.
Kontrakten omfatter teknisk design, indkøb, konstruktion og idriftsættelse af et antal brandbekæmpelsessystemer med flere trykreguleringsventiler, skumtanke og skumdosering.
Projektteamet, der består af medarbejdere fra Norge, Danmark, Australien og Singapore, vil arbejde tæt sammen i projektets udførelsesfase. Alle større dele vil blive fremstillet lokalt i Singapore.
Ordren er en af Semco Maritimes største nogensinde indenfor brandbekæmpelsessystemer, et forretningsområde, hvor ingeniørvirksomheden med hovedsæde i Danmark i de seneste år har fået stadigt større fodfæste hos de asiatiske værfter og hos slutkunder i Nordsøområdet.
Ifølge lederen af Semco Maritime Products & Technology division, senior vice president Henrik Lunde, blev ordren sikret som et resultat af Semco Maritimes tilstedeværelse i Nordsø-regionen og i Singapore, i kombination med virksomhedens evne til at levere højkvalitets brandbekæmpelsesløsninger til konkurrencedygtige priser.
- Ordren bekræfter os i vores strategi om at være til stede lokalt med salgskontorer i de samme geografiske områder som vores kunder og ved at lade vores globale ingeniørteams arbejde sammen om levering af løsninger, der imødekommer kundernes forventninger. Vores dedikerede team i Singapore har udført et fantastisk stykke arbejde for at vinde kontrakten med hjælp fra medarbejderne i Danmark, Norge og Australien, siger Henrik Lunde.