23948sdkhjf

Brdr. Salquist overtager BS Vognen

Peter og Anders Salquist har etableret egen virksomhed og overtaget aktiviteterne i BS Vognen. Stor tro på fremtiden får brødrene til at satse alt.
Det er to erfarne herrer, der står bag den nye virksomhed i Erslev på Mors. Begge har arbejdet hos BS Vognen i mere end 20 år og gennem tiden opbygget adskillige entreprenørvogne, tipvogne og maskintrailere. Peter har fungeret som værkfører og Anders som maler – en rollefordeling der ikke bliver lavet om på i det nye firma. Dog får Peter Salquist titlen som direktør, hvilket naturligvis forpligter.

- Den kasket sidder på mit hoved, og det skal jeg leve op til. Men i det daglige vil de ledelsesmæssige opgaver i høj grad blive udført i et tæt parløb mellem Anders og mig. Vi er sammen om det, og har dannet et aktieselskab med 50 procent til hver. Et A/S signalerer seriøsitet og troværdighed, og vi går ind i det her med alt, vi ejer og har - og mere til, understreger Peter Salquist og tilføjer, at der med en pæn eksisterende ordrebeholdning var god fornuft i at købe aktiviteterne ud af boet efter BS Vognen.

- Vores far, Bent Salquist, blev desværre erklæret personligt konkurs af Skat efter en årelang og sej kamp. Af flere omgange forsøgte han at indgå forlig, men sagen gik i hårdknude, og i januar trak Skat stikket. Men der var afgivet mange ordrer til BS Vognen, og den nye virksomhed bygger på et solidt fundament.

Skal leve op til tilliden
Den aktuelle ordrebeholdning og de to brødres vilje til at sætte alt ind økonomisk, gjorde banken positiv i forhold til etableringen af Brdr. Salquist A/S. Anders Salquist er bevidst om, at der nu venter et stort arbejde med at genetablere tilliden hos leverandører, kunder og andre samarbejdspartnere.

- Vi skal gøre os fortjent til det og bevise, at vores produkter er lige så gode og konkurrencedygtige som nogensinde før. Vi har hentet hjælp udefra til bestyrelsen, da Jørgen Jacobsen fra Hydra-Comp A/S i Skive har sagt ja til at være formand. Han bliver en vigtig sparringspartner, og hans store erfaring kommer nu os til gode, fortæller Anders Salquist og erklærer, at virksomheden fremadrettet skal være kendt for høj leveringssikkerhed og en kompromisløs tilgang til kvaliteten. Peter Salquist supplerer.

- Vi har ikke råd til at fejle. Kunder og leverandører skal vide, de kan regne hundrede procent med os. Det er en ny start, og vi glæder os til at leve op til tilliden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078