23948sdkhjf

Historisk underskud hos Ib Andresen

Konkursen hos Andresen Towers rammer den fynske underleverandør hårdt i 2014/2015. I 2015/2016 vil der dog atter være sorte tal på bundlinjen, lover koncernchefen.
IAI Holding A/S, der er moderselskab til Ib Andresen Industri A/S, slutter regnskabsåret 2014/2015 med et samlet underskud før skat på 98 mio. kr. mod et overskud på 28 mio. kr. året før.

Resultatet for koncernen skal primært ses i lyset af tab relateret til konkursen i Andresen Towers A/S og en igangværende konsolidering af koncernens selskaber.

Korrigeres resultatet for disse ikke tilbagevendende nedskrivninger og konkursrelaterede omkostninger, udviser årets resultat for IAI Holding et underskud før skat på 13 mio. kr. Samme korrektion betyder for Ib Andresen Industri et overskud før skat på 21 mio. kr.

Konsolidering skal skabe positiv udvikling
IAI-koncernen har valgt at afhænde datterselskaberne i henholdsvis Ungarn og Thailand, således at koncernen fremadrettet kan fokusere fuldt ud på kerneforretningen og nærmarkederne.

Der er en igangværende salgsproces vedrørende datterselskabet i Ungarn, mens selskabet i Thailand er solgt i form af et management buy-out. Ib Andresen Industry (Thailand) Co. Ltd afhændes, da en stor del af omsætningen baserede sig på Andresen Towers, og forudsætningen for at have selskabet som en del af koncernen faldt bort efter Andresen Towers’ konkurs.

- Vi er i en fase, hvor en konsolidering af selskabet er ønskelig. Denne konsolidering skal ikke nødvendigvis ses som noget negativt, men som et led i en positiv udvikling af IAI-koncernen. På kort sigt har det kostet på resultatet, men på lang sigt er konsolideringen det rigtige, og bakker helt op om vores strategi om at skabe fokus på kerneforretningen og vækst i nærmarkederne, udtaler koncernchef for IAI Holding, Bjørn Thorsen.

God start på 2015/2016
I det igangværende regnskabsår er der således budgetteret med fremgang på bundlinjen i forhold til regnskabsåret 2014/2015, og forventningen er et tocifret millionoverskud for IAI-koncernen.

Som et led i vækststrategien foretages der millioninvesteringer i Ib Andresen Industri, som vil tilføre koncernen ny teknologi samt yderligere kapacitet.

- Det er vores vision at blive Nordeuropas foretrukne leverandør af værdiskabende stålløsninger. Det kræver, at vi fokuserer og investerer i vores kerneforretning, så vi kan imødekomme vores kunders ønsker og behov, siger Bjørn Thorsen.

IAI-koncernen forventer vækst i kerneforretningen, fordelt på forretningsområderne: Vind, solar, transport, industri og byggeri.

- Vi oplever for tiden en øget aktivitet og efterspørgsel på vores ydelser, og kan konstatere, at første kvartal i regnskabsåret 2015/2016 er forløbet tilfredsstillende, så det er en god start. Vi kan samtidig konstatere, at vores strategi virker, hvor vi i et tæt samarbejde med vores nationale og internationale kunder skaber unikke og innovative stålløsninger og samtidig leverer mere færdige løsninger. Det er positivt, slutter Bjørn Thorsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073