23948sdkhjf

Heco Filtration bag specialfilter til ny forbrænding

Den østjyske producent har konstrueret et patronfilter af de større til det nye Waste-to-Energy anlæg på Amager. Applikationen skal anvendes til filtrering af kondensat.
Leverancen er til BWT HOH A/S, og filteret skal installeres på den ombyggede Amagerforbrænding. Applikationen skal filtrere kondensat på returlinjen fra dampturbinen til fødevandstanken i anlægget. Driftstiden bliver på hele 8.400 timer om året, fortæller salgsingeniør Susanne K. Holm fra Heco Filtration:

- Det kommer stort set til at køre døgnet rundt. Ved idriftsættelsen er filtreringsgraden sat til 10 mikrometer, da en grovfiltrering tager de værste partikler i opstartsfasen. Når indkøringen først er overstået, vil graden i den daglige drift være 3 mikrometer.

Højt tryk – høj temperatur
Hun forklarer videre, at der kører cirka 290 kubikmeter kondensat igennem filteret pr. time. Trykket er på 22 bar, og temperaturen sat til 150 grader celsius, hvilket har krævet en PED-godkendelse efter trykudstyrsdirektivet. I konstruktionen er der også taget højde for en senere udvidelse:

- Der er 80 stk. patroner a 40 tommer i filteret, men selve filterhuset er designet således, at der kan, monteres yderligere 40 patroner. Vi har haft en tæt sparring med kunden om brugbarheden. Ikke bare her og nu, men også fremadrettet. Det er en fremtidssikret løsning.

Mere på vej
At håndtere store filterenheder er ikke ukendt for den globale producent fra det østjyske. Med hele verden som arbejdsplads, er markedet for de voluminøse løsninger til stede, men det er ikke hver måned, at et så stort filter sendes ud af huset, understreger Susanne K. Holm:

- Dog ikke, alene filterlåget vejer 670 kilo. Men vi noterer os, at der er aktivitet på området, konkluderer hun og fortæller afslutningsvis, at man netop har modtaget en forespørgsel på et lignende patronfilter:

- Det skal naturligvis også tilpasses, men det gør vi gerne, slutter salgsingeniøren med et smil.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11