23948sdkhjf

Metalindustrien hylder sine bedste lærlinge

Når Metalindustriens Lærlingepris, ML-Prisen, uddeles mandag, modtager 25 af Danmarks mest talentfulde lærlinge en pris, de kan tage med sig videre i livet. ML-Prisen er et bevis på, at lærlingene kan noget særligt – og gør det.
Mandag er Den Sorte Diamant i København pyntet op til fest. Her finder en af de vigtigste hyldester af faglært arbejdskraft sted. Familier, mestre og lærere er blandt deltagerne i hyldesten af 25 af metalindustriens mest talentfulde lærlinge. De vil også opleve balletmester ved Den Kongelige Ballet, Nikolaj Hübbes, hyldest af arbejdet med talent. Med langt over 300 indstillinger er der hård konkurrence om de eftertragtede statuetter, der i år uddeles for 13. gang i træk.

De 25 lærlinge har alle afsluttet svendeprøven med et 12-tal, men det er ikke kun de faglige evner, der spiller ind. Også sociale kvaliteter vægtes højt i udvælgelsen, så fælles for alle vinderne er, at de også er gode kammerater og kolleger. Det er skoler og virksomheder, som i fællesskab indstiller lærlingene til prisen.

Brug for flere og dygtigere faglærte
I Metalindustriens Uddannelsesudvalg, der er afsender af prisen, er man meget opmærksom på, at der skal uddannes flere dygtige lærlinge. Det er nemlig det, som industrien efterspørger. Og efterspørgslen bliver kun større.

- Der er stigende mangel på faglært arbejdskraft; særligt i metalindustrien. De her lærlinge kan noget ekstra med både hænder og hoved, og deres store faglige og mentale overskud er selvsagt til gavn for virksomhederne. Disse lærlinges evner og viden kan veksles til højnet kvalitet i produktionen og et løft af deres omgivelser, hvor også kollegerne bliver endnu dygtigere. Og så har de overskuddet til at gribe boldene, mens de er i luften. Det er lærlinge som disse 25, som vi har brug for langt flere af, siger Lone Folmer Berthelsen, erhvervsuddannelseschef i DI og formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

Det er dog ikke udelukkende virksomhederne, som nyder godt af talenterne. En erhvervsuddannelse er et solidt grundlag for et godt liv med mulighed for gode indtægter og stor jobsikkerhed.

- De lærlinge, der har gjort sig fortjent til ML-Prisen, er så talentfulde, at de virkelig kan gøre en forskel. Ikke bare for dem selv og deres virksomheder, men for hele branchen. De viser vejen, går forrest, ser helt nye muligheder og styrker den faglige stolthed. Samtidig kan de være med til at inspirere andre unge til at vælge en erhvervsuddannelse, som er et solidt fundament at basere et ordentligt arbejdsliv med gode indtægter på, siger Per Påskesen, forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

ML-Prisen 2015 afholdes mandag den 5. oktober klokken 10-13 i Dronningesalen i Det Kongelige Bibliotek – Den Sorte Diamant i København. Blandt talerne ved ML-Prisen 2015 er blandt andre balletmester ved Den Kongelige Ballet, Nikolaj Hübbe. Prisoverrækkelsen byder også på optræden af talentfulde og prisbelønnede Anders Elten, der er slagtøjsstuderende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, under programpunktet ”Fra ét talent til et andet”.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083