23948sdkhjf

Lego stormer videre

Det er efterhånden blevet en tradition, at den danske legetøjsproducent præsenterer rekordregnskaber – første halvår af 2015 blev ingen undtagelse.
Lego omsatte i første halvår for 14,142 mia. kr. hvilket svarer til en stigning på 18 procent sammenlignet med sidste år målt i lokal valuta.

Driftsoverskuddet for første halvår var på 4,607 mia. kr. mod 3,632 mia. kr. i første halvår af 2014, og i samme periode steg nettoresultatet 838 mio. kr. til 3,553 mia. kr.

- Et stærkt salg i hele produktsortimentet har gjort os i stand til at levere et yderst tilfredsstillende resultat for første halvår af 2015. Det er en utrolig flot præstation og et resultat af det hårde arbejde, som mere end 15.000 Lego-medarbejdere rundt omkring i verden har gjort. Det er især opmuntrende, når vi sammenligner med 2014, hvor Lego Movie-produkter påvirkede vores resultat positivt. Selv om det endnu er for tidligt at komme med et estimat for hele årets resultat, forventer vi dog et tilfredsstillende resultat for hele 2015, siger Jørgen Vig Knudstorp, administrerende direktør i Lego-koncernen.

Bredt baseret salgsvækst
I første halvår af 2015 har Lego oplevet en omfattende salgsfremgang i alle de regioner, hvor legetøjsproducenten driver virksomhed.

- Mens alle vores regioner har oplevet tocifret vækst i første halvår af 2015, er det især meget tilfredsstillende, at vi i Asien så de højeste vækstrater på baggrund af de store investeringer, vi foretager for at fremme virksomhedens globalisering, siger executive vice president og chief commercial officer Loren I. Shuster.

Den globale valutaudvikling har haft en betydelig indvirkning på resultatet for de første seks måneder af året.

- Svækkelsen af den danske krone og euroen i forhold til de fleste store valutaer rundt omkring i verden har haft en betydelig indvirkning på vores resultater, og vores rapporterede salgstal i danske kroner øgedes med yderligere 5 procent udelukkende på grund af valutaudsving. Vi er dog meget tilfredse med den underliggende vækst på +18 procent (ekskl. påvirkning af valutaforhold) sammenlignet med samme periode for et år siden, siger executive vice president og chief financial officer John Goodwin.
Læs mere om: Lego
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094