Klumme: Industrien i udkanten glæder sig til flere kollegaer
Debatten om udkantsdanmark er for alvor spidset til.
Foto/Arbejdsgiverne.
Der har i årevis været snak om problemerne med den øgede centralisering. Og der har været forskellige forslag fremme - som at flytte Landbohøjskolen til Jylland. Men det er altid mest blevet ved snakken, og ofte har man siddet med fornemmelsen af, at det kun var signalpolitik. Men nu bliver debatten båret af en kraftigere vind. For der er efterhånden blevet langt mellem tankegangen i land og by.
Det kom for alvor til udtryk ved folketingsvalget, hvor Dansk Folkeparti blev landets andenstørste parti og særligt i den efterfølgende debat om valgresultatet. Fremgangen til Dansk Folkeparti blev af mange kommentatorer set som udkantsdanmarks oprør mod det politisk korrekte borgerskab og københavneriet. Og for politikerne blev det helt tydeligt, at problemerne nu skulle tages anderledes alvorligt.
Den nye regering havde da heller ikke siddet ret længe, før de gjorde tankerne om udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen helt konkrete. Dansk Folkeparti har lavet en liste over 12 institutioner - som efter deres mening - kan flyttes fra København og ud i provinsen. På Venstres sommergruppemøde gav statsminister Lars Løkke Rasmussen dog udtryk for, at hans planer om udflytning af statslige arbejdspladser var knap så omfangsrige. Men noget kommer der i hvert fald til at ske.
I Arbejdsgiverne har vi ikke nogen direkte holdning til, om statslige arbejdspladser skal flytte til provinsen. Men vi glæder os over, at problematikken omkring land og by nu bliver taget anderledes alvorlig. Mange virksomheder i landområderne oplever, at de har ringere vilkår end virksomheder omkring de store byer. Eksempelvis oplever mange solide virksomheder, der i årtier har haft en sund økonomi, at få nej i banken, fordi de bor i det forkerte postnummer.
Hertil kommer problemerne med internetforbindelse. Mange virksomheder må leve med en internetdækning og mobilt bredbånd, som gør det svært at komme i kontakt med kunderne og som på anden vis besværliggør dagligdagen. Det har længe været indlysende, at der bør gøres noget ved de konkurrencevilkår - reel politisk vilje har bare manglet.
Men nu kan der måske skimtes et lys for enden af tunnelen. For når man kan gå så håndfast til værks, som udflytning af statslige arbejdspladser, mon så ikke problemer med finansiering og mobildækning også kan løses hen ad vejen.
Det vil i øvrigt glæde mange industrivirksomheder i provinsen, at der kommer flere arbejdspladser til. Erhvervslivet vil gerne have selskab - også selvom det ikke nødvendigvis er beslægtede brancher. Virksomhederne har ofte svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og flere forskellige arbejdspladser i området gør det lettere at holde på borgerne og tiltrække nye.
Men en udflytning af arbejdspladser bliver ikke uden sværdslag. Medier med stærk tilknytning til hovedstaden og forskellige organisationer vil i fællesskab gøre deres ypperste for at beskrive konsekvenserne for de ansatte, der ikke kan eller vil flytte med, ned til mindste detalje. Det bliver spændende at følge, hvem der vinder den styrkeprøve i den offentlige debat. Industrivirksomhederne i provinsen vil bare glæde sig, hvis der bliver kortere mellem arbejdspladserne.
